De unge spillere bliver hyldet gang på gang på det danske landshold.

Men der er én ting, de også er uhyre bevidste om. 

Det fortæller Henrik Møllgaard, der kalder den nye generation for 'unaturligt hurtigt flyveklar'.

»Vi skal ikke vænne os til, der bare kommer talenter ind som er 21-23 år og så kan sætte sig så markant på de positioner, de nu har fået. Det er fedt, de kommer ind og leverer på et landshold, der er velfungerende i forvejen,« siger landsholdsstjernen og fortsætter:

»Men sådan at kunne overtage og også være med til at diktere, hvordan der skal spilles … det er også det, der er sket med opfindelsen af specielt Gidsel og Pytlick. For at få mest muligt ud af dem skal vi rent faktisk overveje om det ikke er bedre de fem ved siden af spiller på en anden måde. Så får vi faktisk mest muligt ud af det potentiale, vi har. Det er sjovt at være en del af, men vi skal ikke forvente, der hver tredje år kommer en på 22 som bare springer skalaen. Der har vi ramt noget helt unikt med de typer.«

At de er en gruppe unge gør det også bedre. Der er 'legekammerater', som han kalder det. 

Og de skal være en bærende del af landsholdet i mange år efter at have taget det med storm ved de seneste par slutrunder.

Én ting mangler de dog at opleve med holdet, hvor udvikling og kontinuitet er en stor del af nøglen til, landsholdet har så stor succes. 

Mathias Gidsel og Simon Pytlick (th.) har taget landsholdet med storm de sidste par år.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick (th.) har taget landsholdet med storm de sidste par år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

For begge dele er vigtige, forklarer Henrik Møllgaard, der har kunnet mærke et opgør i spillestilen og de typer, der er kommet ind.

En gruppe, der har givet landsholdet en 'revival', som han kalder det. De giver energi og et livsmod. Både på og udenfor banen.

»Selvfølgelig er det bygget op omkring nogle af de hurtigere typer, vi får nu, som moderne håndbold også fremelsker. Der tror jeg stadigvæk der skal være en rød tråd i forhold til kontinuitet, det der har været og har virket, nogle der har prøvet at stå der. For det er selvfølgelig også fortællingen om de her unge mennesker. Der er ikke nogle af dem, der har prøvet at slå sig endnu,« siger Henrik Møllgaard.

»De har kun vundet landskampe og tror, man bare tager til VM og vinder hver gang. De har ikke stået i en finale og tabt med 14 eller er blevet sendt hjem på røv og albuer i 2020 og skulle tage med bøjet nakke fra Sverige og nærmest undskylde overfor befolkningen over, hvor dårligt og pinligt det var,« siger han med henvisning til det EM, hvor landsholdet måtte sige 'farvel og tak' efter det indledende gruppespil.

Ikke at han egentlig ser det som noget dårligt. 

For der er noget positivt i, at den nye unge generation nærmest kun har oplevet lutter opture med VM-guld i 2021 og 2023 samt EM-bronze i 2022.

»Det er også derfor, de kan spille med så stort mod. De tror ikke på, de kan tabe. Vi andre går ikke og holder dem nede, men holder dem til ilden, vi skal blive ved at arbejde så hårdt, Lige nu er det sjovt og nemt at være dansk landsholdsspiller, fordi tingene bare ruller.« 

»Der vil også komme nogle af de kampe, der lige vil slå bunden ud af projektet. 'Puha, den var ikke rar'. Det skal de også nok nå at opleve. Lige nu skal vi bygge alt det på, vi kan. Fordi vi er så meget i fremgang,« siger Henrik Møllgaard.

For ham er det stadigvæk sjovt at være en del af holdet, selvom han har været det i mange år efterhånden.

»Udover vi spiller mange fede kampe, det gjorde jeg også tidligere, er det sjovt at være nogle af dem der skal være med til at forme de unge mennesker. De skal nok løbe fra mig, og jeg har enormt meget brug for at skal vi vinde, skal de gøre det for mig, men derfor skal de stadig have noget med i bagagen. Så har vi også et rigtig godt landshold både om tre og fem år.«