Mikkel Hansen roser håndboldens tilgængelighed, men der er især ét tidspunkt, han selv vil frabede sig om opmærksomhed, fortæller han. 

I oktober fortalte han ærligt om sine tanker omkring et karrierestop efter sin stress-sygemelding,  men spillelysten overvandt de tanker. 

Den danske landsholdsstjerne har været i fuld vigør hos både Aalborg Håndbold og på landsholdet det seneste halve år, efter han vendte retur. 

Hansen oplever stadig at blive stoppet på gaden for autografer og selfies, og det tager han i det store hele med.  

Mikkel Hansen er en del af den danske EM-trup.
Mikkel Hansen er en del af den danske EM-trup.
Vis mere

»Sådan er det jo. Det er en del af at dyrke sport nu til dags. Det startede måske, da jeg var med første gang på landsholdet. Der er ingen tvivl om, at det er blevet vildere, fordi vi har sociale medier nu. Det bliver vildere og vildere med den kultur, der er, med at folk vil have billeder og autografer. Men folk er søde og rare,« siger han til B.T. 

Men han kan også blive overvældet. Især med sine børn på armen. 

»Efter jeg er blevet far og er afsted med mine børn og bliver stoppet af folk, er det en anelse overvældende. Der kunne man måske godt, især hvis man er lidt ældre, have en forståelse for, at jeg er afsted som far og ikke som håndboldspiller,« siger han og nævner konkret:

»Det kan være i mange situationer. Når jeg er ude at spise med mine børn. At blive afbrudt i det hele.«

Selv har han tidligere været træt af en 'kræver-kultur' blandt fans, men han vil også gerne være tilgængelig og skrive autografer til dem, der vil have. 

»Der er en anden tilgængelighed i håndbold. Det bliver også dyrket af os spillere, af klubberne. Det vil jeg rose håndbold for. Der har altid været en rigtig god forbindelse mellem fans og spillere. Vi vil rigtig gerne være tilgængelig for fans, så de får en god oplevelse,« siger han og fortsætter om autografer:

»Det er ikke sådan, at jeg nægter det. Hvis man er til kampene i ny og næ, kan man se, at jeg står en time efter og skriver til alle, indtil de går hjem. For at give dem den oplevelse, fordi jeg ved, hvor meget det betyder. Det betød selv meget for mig, da jeg var barn,« siger han. 

Selv husker han især ét møde med stjernerne.

»Jeg fik selv et par af Joachim Boldsens sko, han spillede med min far. De var lidt for store, men jeg gav dem et skud,« griner han. 

Du kan følge EM-slutrunden her på bt.dk før, under og efter.