De har set hinanden hver dag i fem år og er blevet meget tætte. 

Men nu er det slut. For Niklas Landin er vendt hjem til Danmark og Aalborg, mens lillebror Magnus Landin er i Kiel. Alene og på egne ben.

Og det var da også underligt for ham at skulle sige farvel til sin storebror i sommer. 

»Det er specielt. Men det var også ret vigtigt og dejligt, vi kunne slutte af med et mesterskab sammen. Det var jeg glad for. Det tror jeg også, han var, at han sluttede sin sidste sæson med en titel,« siger Magnus Landin. 

I januar sidste år fortalte han, hvordan han knap turde tænke på tiden efter, Niklas Landin vendte hjem. 

»Der var så lang tid til. Der var stadig et halvt år tilbage. Hvorfor skal jeg tænke på det, når man er i det lige nu? Det var svært for mig at sætte mig ind i, der var en tid uden ham i klubben,« siger Magnus Landin. 

Men den tid kom. Og han har levet i den i et halvt års tid, hvor hverdagen egentlig er som den plejer på banen. Det er mest udenfor, noget har været anderledes. 

»Det var underligt i starten. Men det har egentlig været okay. Nu er jeg ikke helt ny på holdet selv længere, så det har været en del nemmere, end hvis jeg lige var kommet til klubben, og han så forlod den. Nu kan jeg sproget og kender mange af de andre,« fortæller han. 

Landin-brødrene var med til at vinde VM i Egypten i 2021.
Landin-brødrene var med til at vinde VM i Egypten i 2021. Foto: Khaled Elfiqi/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg skulle vænne mig til det i starten. At ens svigerinde, nevø og niece heller ikke bare er ude i det hus, man plejer at køre ud til, når man gerne vil lidt væk fra håndbold,« siger Magnus Landin. 

For han lægger ikke skjul på, at storebroren og familien var en kæmpe hjælp, da han selv rykkede til Tyskland tilbage i 2018. De gjorde en forskel for ham.

»Det betød meget. Han havde været i Tyskland en del år. Der var mange ting, også udenfor banen, man skulle have hjælp til. Kulturen, sproget, hvordan de forskellige ting foregår i Tyskland. Så det var en stor hjælp, både fra ham og hans kone Liv. Det var dejligt,« siger Magnus Landin, der med et smil fortæller, han flyttede med 'kun' gymnasietysk i bagagen.

»Det var ikke mit fag i skolen, lad mig sig det sådan. Nu ville jeg gerne have det, også på A-niveau,« griner han.

De fem år i Kiel har betydet meget for broderskabet. For Magnus Landin var blot ti år gammel, da hans storebror flyttede hjemmefra, og derfor har de fået brugt mange timer sammen på en måde, de ikke har kunnet tidligere. 

»Det har gjort, vi er kommet tættere på hinanden. Det har været en dejlig rejse sammen. Heldigvis spiller vi stadig sammen på landsholdet, så vi har stadig nogle oplevelser sammen. Nu ser vi bare ikke hinanden til daglig men har stadig en del kontakt,« siger Magnus Landin. 

De kommende uger får de to brødre rig mulighed for at se hinanden, da de begge er udtaget til det EM, der bliver spillet i Tyskland.