Det gippede måske lidt i håndboldinteresserede danskere tirsdag aften. 

For her afslørede landstræner Nikolaj Jacobsen, at det var ufrivilligt, at Rasmus Lauge ikke kom i aktion mod Slovenien. 

Den danske stjerne oplevede problemer med sin hæl i opvarmningen, men nu slår han al tvivl til side. Han er klar til EM-semifinalen fredag. 

»Der skal meget til at holde mig ud, og det er i hvert fald ikke hælen, der kommer til at gøre det,« siger han til B.T. 

Lauge på bænken mod Slovenien. 
Lauge på bænken mod Slovenien.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter den fire timer lange togtur fra Hamborg til Køln gik han sammen med staben i gang med at finde kreative løsninger på problemet. 

»Status er, at vi har leget med nogle løsninger, så det er behageligt at have håndboldsko på. Jeg tror, vi har fundet frem til en meget fin løsning, hvor vi har klippe/klistret med forskellige puder, der kan ligges ind som beskyttelse.«

»Vi tror, jeg har en dårlig og irriteret slimsæk, hvor der er noget hævelse på hælspidsen. Det var ikke så skide rart at have en håndboldsko på. Det skal vi jo trods alt bruge lidt endnu. Derfor skulle vi lige finde en løsning, men det havde vi ikke tid til inden Slovenien,« siger han. 

Han nåede da også lige at få undersøgt, hvor han kunne købe nogle andre sko. 

»Jeg havde undersøgt forskellige butikker, og hvor Footlocker lå, så jeg kunne prøve lidt forskellige sko an, hvis det skulle være nødvendigt,« siger han og fortsætter:

»Jeg har ikke døjet med det før, jeg vidste heller ikke helt, hvad det var. Op til Norge-kampen troede jeg, at det bare var en vabel. Jeg fik et vabelplaster på inden kampen, og så kunne jeg klare mig igennem kampen uden de store problemer. Men mod Slovenien var der meget ubehag.«

Sidste år prøvede Lauge at være ude næsten hele turneringen med en skade, inden han troppede op i finalen og blæse Frankrig af banen med 10 mål. 

Denne gang har der været væsentligt mere spilletid. 

»Jeg er meget mere inde i turneringen nu. Jeg har en følelse af at være mere spillet ind. Og jeg har haft en del nminutter med Mathias (Gidsel, red.) og Simon (Pytlick, red.) i forhold til sidste år, hvor det reelt kun var finalekampen. Det kan jeg godt mærke gavner os alle sammen.«

Danmark møder efter alt at dømme Tyskland fredag. Det bliver bekræftet senere onsdag aften.