Nytårsaften betyder for mange champagne, fest, øl og en promille, der nok er højere end normalt. 

Men når du er dansk landsholdsspiller og skal møde ind 1. januar, hvor mange andre forsøger at sove tømmermændene væk, er der lidt andre boller på suppen.

Det fortæller Lukas Jørgensen med et lille smil. 

»Jeg synes, Nikolaj (Jacobsen, red.) havde gjort det ret klart. Man skal have lov til at hygge sig og hoppe ind i det nye år klokken 12 og være sammen med dem, man havde planer med,« siger landsholdsspilleren og tilføjer:

Lukas Jørgensen og resten af landsholdet måtte gerne fejre nytår men med en større ro på end normalt.
Lukas Jørgensen og resten af landsholdet måtte gerne fejre nytår men med en større ro på end normalt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men vi skulle også være klar til at træne den 1. januar om eftermiddagen. Det, synes jeg egentlig, var okay. At fejre det og feste lidt, se fyrværkeri, og så måtte man også hoppe i seng, inden det blev morgen.«

Sammen med resten af landsholdet mødte han ind til de sidste EM-forberedelser på årets første dag, inden det fra næste uge gælder slutrunden i Tyskland.

Afslutningen på 2023 fejrede Lukas Jørgensen med nogle gamle gymnasievenner. Heriblandt Mathias Gidsel og Emil Jakobsen, og de tre kunne holde hinanden lidt i ørerne, fortæller Jørgensen med et grin og siger så også, at det egentlig ikke var nødvendigt.

»Vi var en gruppe drenge, der spillede lidt padel, spiste mad og hyggede. Så kunne de andre knappe en ekstra op, end vi tre kunne, og så kunne vi være lidt i samme båd om at skulle passe søvnen. Det var rigtig hyggeligt. Så kan vi nok få lov at feste igennem en anden gang,« smiler han.

Årets EM i håndbold starter den 10. januar. Her skal Danmark i første omgang møde Portugal, Grækenland og Tjekkiet.