Simon Pytlick har på rekordtid nået at være tæt på et EM-afbud, kæmpet sig tilbage, gjort comeback for sit klubhold Flensborg-Handewitt og nu være udtaget til EM. 

Hektisk? Jep, det kan du tro. 

Og for Pytlick startede kampen mod uret i slutningen af oktober, da han pådrog sig en ankelskade, hvor de første meldinger var dystre i forhold til EM i Tyskland. 

I syv uger knoklede han to-tre gange om dagen for at blive sin skade kvit. De første fire uger tog han hjem til forældrene på Sydfyn med sin beskyttelsestøvle om anklen. De sidste tre var hjemme hos Flensborg-Handewitt.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var rart at være hjemme ved familien, når jeg nu ikke kunne så meget,« griner han. 

I Odense trænede han hos landsholdets fysioterapeut Anja David Greve, der lagde en plan for ham, mens han også styrketrænede sideløbende ved sin mor Berit, der arbejder som massør. 

Og beskeden fra Greve var klar, da Pytlick hang med hovedet. 

»Jeg var egentlig okay afklaret med, at jeg ikke skulle til EM, fordi min fod var så dårlig, som lægerne sagde.«

»Jeg kom så hjem til Fyn, og Anja er jo så skide stædig. Hun sagde til mig: ‘Det kan vi godt nå’. Og så gav jeg det en skalle de næste syv uger. Jeg sagde til hende, du skal bare sige, hvad jeg skal gøre. Jeg vil nå at spille kampe for Flensborg og med til slutrunden. Det blev intenst,« forklarer Pytlick om sit comeback. 

I bund og grund kalder den danske stjerne forløbet for den bedste investering længe. 

»Det var hårdt fysisk, fordi jeg blev udfordret på nogle ting, hvor de kunne se, at jeg manglede meget. Vi startede næsten forfra med min krop. Vi byggede den op, så den kunne stå så stærkt som muligt.« 

»Det gjorde så også, at da jeg kom tilbage og fik støvlen af, der kunne jeg så meget så hurtigt, fordi alt andet på nær end min ankel stod helt tip top. Set i bakspejlet har det nok været min bedste investering i længere tid, fordi jeg minimerede den lange periode, jeg blev fortalt, jeg skulle være ude til, at det hele blev rykket frem,« jubler han. 

Nu er han klar til sin første EM-slutrunde efter et vanvittigt år. Da han tjekkede ind i landsholdslejren i januar 2023, var det som et forholdsvist ubeskrevet blad i landsholdssammenhæng. 

Det ændrede sig med en vild VM-triumf og et år, der har budt på mange opture. Pytlick er blandt andet netop kåret til Årets Fund og årets mandlige landsholdsspiller i Danmark.

»Jeg har ikke sat nok pris på det. Når der kommer en sommerferie … Eller det gør der så ikke, hvis jeg er så heldig at komme til OL. Men jeg har brug for en længere pause for at værdsætte det hele. Det hele kører i et hamsterhjul. Jeg er utrolig stolt over det hele. Men jeg synes, det er sindssygt, der er gået et år, siden vi sad her sidst,« siger han.