Der er absolut ingen tvivl om, at det franske landshold er uhyre populært.

Det blev understreget ved lørdagens pressemøde inden EM-finalen mod Danmark.

Her ankom det tilbagelænede stjernemandskab fire minutter efter, seancen egentlig skulle begynde, og så tog de ellers runden til de mange journalister, der ventede.

Blandt de mest populære var Nikola Karabatic, der startede i en kæmpe klynge med så mange journalister fra den skrevne presse, at det var svært at høre, hvad der blev sagt, hvis man stod bagest. 

Karabatic var uhyre populær.
Karabatic var uhyre populær. Foto: Nadia Guldbæk Welch
Vis mere

De første par minutter var på fransk, inden de internationale medier endelig kunne komme til for at stille spørgsmål.

Men blot to engelske spørgsmål og 25 sekunder senere gik Nikola Karabatic videre – blandt andet efter anvisning fra pressechefen, fordi programmet for ham var så stramt.

»Vi prøver at slappe af i dag, vi har kun én dag inden sæsonens største kamp, så mit fokus er på det og at forberede mig på kampen mod Danmark,« nåede stjernen at sige, mens han nærmest allerede var på vej videre.

En enkelt journalist fik dog stoppet ham med et sidste spørgsmål omkring, hvad det er, der gør finaler mod Danmark så specielle.

»Det ved jeg ikke,« sagde Karabatic med et lille grin, inden det var hurtigt videre i programmet.

EM-finalen mellem Danmark og Frankrig bliver spillet søndag klokken 17.45, og du kan selvfølgelig følge den live her på bt.dk.