Stolt og udmattet.
Landstræner Jesper Jensen fik sin tredje medalje i streg med kvindelandsholdet efter en sejr i bronzekampen over Sverige.
Landsholdet rejste sig dermed efter norske Henny Reistads knytnæve af en maveplasker i semifinalen.
»Vi rejser os to døgn senere på trods af, at vi kraftedeme har sjasket alle gulvtæpperne til på grund af tårer i 48 timer. Der er krummer i de her piger. Vi kan som nation være sindssygt stolte af der her hold,« siger han.
På få timer måtte han og spillerne række dybt ned i brønden af ekstra kræfter.
»Det var en voldsom fredag. Vi havde drømmen til det sidste at stå i en VM-finale i Boxen i en fyldt hal. Da den misser... Det har været sindssygt de sidste to dage. Det har været mega hårdt. Nogen gange har vi også råbt af hinanden, fordi følelserne har siddet uden på tøjet. Nogen har grint, nogen har grædt. Og så står spillerne bare klar fra start af,« siger han.
Glæder du dig til juleferie med familien?
»Ja, det gør jeg! Det bliver rigtig dejligt. Jeg tror ikke, I skal regne med, der kommer nogen interviews fra mig mandag, tirsdag, onsdag,« siger han med et stort smil og sætter ord på det arbejde, han har lagt de seneste tre uger som landstræner.
»Det har været hårdt - men det har jo også været fedt. Vi træner for at komme i svære situationer. Vi vil gerne være i de situationer som træner, hvor det skal afgøres på en knivsæg.«
»Så er det ærgerligt efter semifinalen, men så er det fedt i dag, når det lykkes og finder noget til sidst. Det er monsterhårdt. Man skal hele tiden forholde sig til noget. Der er ikke nogen timer fri, ud over når jeg går en tur om aftenen, men ellers har du ikke fri tre uger i træk. Som spiller er det en kæmpe glæde, som træner er det en lettelse.«
