Et reservepræget dansk hold tabte den sidste mellemrundekamp ved EM til Slovenien.

Det danske håndboldlandsholds lange stime som ubesejret er brudt.

Danmark led sit første nederlag i 28 kampe, da et reservepræget hold tabte den sidste, betydningsløse mellemrundekamp ved EM med 25-28 til Slovenien.

Skuffelsen ændrer ikke på, at Danmark vinder gruppen og spiller semifinale på fredag. Men det blev en ærgerlig afslutning på en ellers festlig mellemrunde i Hamburg med masser af danske fans på tribunerne.

Efter en sløj første halvleg blev det bedre efter pausen, men nogen stor håndboldoplevelse fik de tilrejsende fans aldrig.

Det skyldtes selvfølgelig især kampens manglende alvor, som fik landstræner Nikolaj Jacobsen til at give nogle af sine mest benyttede spillere et tiltrængt hvil.

Publikum måtte kigge langt efter de flyvske backer Simon Pytlick og Mathias Gidsel, der sammen med streghøvdingen Magnus Saugstrup så til fra tribunepladserne bag den danske udskiftningsbænk.

Hvad de så før pausen, var ikke opmuntrende. Eksperimentet med Lukas Jørgensen og Simon Hald sammen i midterforsvaret faldt ikke heldigt ud, og i den anden ende af banen var angrebsspillet på svingende niveau.

Michael Damgaard startede på venstre back, men da han efter ti minutter blev pillet ud, havde han brændt samtlige sine fem afslutninger.

I midten forsøgte Mikkel Hansen at sætte skik på spillet, men der manglede flow og indarbejdede mønstre.

Det lykkedes at få spillet Niclas Kirkeløkke i gode skudpositioner, og Emil Jakobsen gjorde det udmærket på venstre fløj, men generelt blev der brændt for meget og afsluttet i for udsigtsløse positioner.

At intensiteten manglede, var hvad man kunne frygte i en kamp, der for danskerne kun handlede om at spille "B-kæden" varm og undgå skader inden fredagens semifinale.

Det gav publikum en noget flad forestilling, og tilskuerne kvitterede med perioder med total tavshed i den store arena.

Slovenien er ikke en absolut topnation i europæisk håndbold, men holdet er rigeligt godt nok til at straffe et dansk reservehold på 80 procents kraft og førte 17-14 ved halvtid.

Der var brug for en dansk genstart, og defensiven så bedre ud efter sidebyttet.

Det hjalp at få Magnus Landin ind i forsvaret, og Emil Nielsen fik lidt bedre betingelser i målet, end Niklas Landin havde haft i første halvleg.

Efter fem minutter var stillingen 17-17, og yderligere fem minutter senere førte danskerne med to.

Men der var stadig for mange fejl i angrebet. Tilbagevendte Michael Damgaard indledte halvlegen med at høvle to bolde i mål, men generelt var træfsikkerheden hos manden fra Magdeburg alt for ringe.

Danmark eksperimenterede i to perioder med at spille syv mod seks, bemærkelsesværdigt nok uden Mikkel Hansen. Men heller ikke det blev en entydig succes.

Slovenien udnyttede de danske afbrændere og tilføjede håndboldlandsholdet det første nederlag siden oktober 2022.

/ritzau/