Havde man sagt til Lukas Jørgensen 1. januar sidste år, hvordan hans 2023 ville blive, havde svaret været klart. 

»Så havde man nok givet den gas nytårsaften, for man skulle da være fuld for at sige sådan,« lyder det med et stort grin. 

VM-guld. Et dansk mesterskab med GOG. En flytning til Flensborg. En fast plads på det danske landshold. Alt det på blot 365 dage. 

»Det har været for vildt. En ting er at være med omkring det, men at vi også endte med at vinde VM gør det endnu vildere at have fået den oplevelse. Det, synes jeg bare, har givet lyst til endnu mere.«

Lukas Jørgensen og GOG fejrer mesterskabet efter den 3. DM-finale mellem Aalborg Håndbold og GOG i Aalborg lørdag den 10. juni 2023. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Lukas Jørgensen og GOG fejrer mesterskabet efter den 3. DM-finale mellem Aalborg Håndbold og GOG i Aalborg lørdag den 10. juni 2023. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Man kommer nogle gange til bare at ville jagte endnu mere og endnu mere, jeg tror man nogle gange skal prøve at kigge tilbage og nyde alle de ting, man har oplevet. Det har været et virkelig vildt år, hvor man også har lyst til endnu mere,« siger Lukas Jørgensen, der i år også er med til EM.

Han smiler og er helt rolig. Sådan er det egentlig ofte, når man taler med ham, men Lukas Jørgensen lægger ikke skjul på, at han også har en anden ro i år, end han havde sidste år.

For i slutningen af 2022 fik han det opkald, mange håndboldspillere drømmer om. Han skulle med til VM, og det betød, at han i starten af januar 2023 mødte op i landsholdslejren for første gang. 

»Jeg mødte ind til samlingen med utroligt mange nerver, for jeg havde mega høje forventninger og havde drømt om det længe. Jeg ville så gerne have den forløsning, at det gik godt, og at det gik godt for holdet, og jeg havde en følelse af, jeg også kunne bidrage med noget,« siger Lukas Jørgensen.

Hans indstilling var at vise sig frem hvert sekund. Om det var til træning, i en testkamp eller en VM-kamp.

Lukas Jørgensen og Mads Hoxer under hyldest af guldvinderne på Københavns Rådhus, mandag den 30. januar 2023. Herrehåndboldlandsholdet vandt guld under VM i Sverige, for tredje gang i træk. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lukas Jørgensen og Mads Hoxer under hyldest af guldvinderne på Københavns Rådhus, mandag den 30. januar 2023. Herrehåndboldlandsholdet vandt guld under VM i Sverige, for tredje gang i træk. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er det vigtigste at tage med videre. Jeg kan ikke læne mig tilbage. Jeg har stadig ambitioner om at vokse ind i en større rolle i løbet af min håndboldkarriere,« siger han. 

Han har tidligere set de store stjerner i fjernsynet. Nu spiller han side om side med dem, og det har også i den grad været med til at dulme nerverne.

»Nu har jeg fundet ud af, de store forbilleder jeg altid havde som ung er normale, gode fyre, man kan lave sjov med. Det gør det lidt nemmere, at jeg nu ikke bare er den helt nye dreng i klassen, men jeg har fået gode relationer på holdet,« siger Lukas Jørgensen.

Af sidste års VM har han lært, hvordan man virkelig skal kende sin krop. Der er meget håndbold og mange kampe, og så er det mentale mindst lige så vigtigt. 

»Vi er der for at vinde alle kampe, og nogle har brug for at være meget sociale og fælles, nogle har brug for at være for sig selv. Personligt nyder jeg rigtig meget at være en del af fællesskabet, spille bordtennis, brætspil, hvad vi nu finder ud af, og kunne grine og et øjeblik have det sjovt og ikke tænke på kampen eller hvad der skal ske. Jeg slapper godt af i selskab med andre.«

Mens han kører derudad på håndboldbanen, er situationen dog en lidt anden rundt om bordtennisbordet, erkender han.

»Jeg bliver nok nødt til at være ærlig og sige, jeg er ikke helt oppe i toppen, jeg nåede lige et par dage, måske et par timer i top 5 sidste år. Da folk så, jeg lå deroppe, blev jeg også hurtigt udfordret, fordi de vidste, jeg var et nemt offer, og så var jeg på vej ned rimelig hurtigt. Hvis jeg kan knibe mig ind i top ti, er det en forbedring,« griner han.