Fremtiden er på plads for Henrik Møllgaard. Men drømmen om noget andet lever videre. 

Den 39-årige landsholdsspiller forlængede før nytår sin kontrakt med Aalborg Håndbold til 2025, men vejen dertil var bestemt ikke snorlige. 

For selvom han erkender, at der måske ikke er mange år tilbage som håndboldspiller, var der seriøse overvejelser. 

Flere klubber fra Danmark og fra udlandet trak i ham. Og især udlandet er en drøm, han og familien godt kunne se sig igen. 

Møllgaard vil stadig gerne prøve udlandet af. 
Møllgaard vil stadig gerne prøve udlandet af.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er en tanke, der lever videre. Og jeg var meget, meget fristet af at give det et skud mere. Der er stadig spændende ting derude. Jeg har været smigret og beæret over, at der er gode udenlandske klubber, der melder sig på banen. Jeg troede jo egentligt, det var slut, da jeg var 30, og PSG ringede i sin tid. Jeg troede ikke, de tilbud ville komme,« siger han til B.T.

Det kan komme på tale igen, fordi Møllgaard går med tankerne om at prøve sig af som træner, når han er færdig på banen.  

»Jeg har en eller anden ide om, at det ikke er slut med udlandet. Nok ikke som spiller, men skulle jeg forsøge trænergerningen kunne det godt komme på tale igen. Men vi kunne også godt se, at det var svært med halvstore børn. At flytte dem ud af deres dagligdag.«

»Jeg tror, jeg skal have testet trænerdrømmen. Jeg ved ikke, om jeg skal blive i håndbolden for evigt, men jeg synes, det ville være åndssvagt ikke at få prøvet det af i forlængelse af mit spillerliv,« siger han. 

Men Aalborg Håndbold blev Møllgaards valg, fordi han sportsligt ikke kunne ønske sig et bedre sted - og fordi han stadig har ambitioner om at være med, hvor det er allersjovest. 

Også selvom Aalborgs direktør Jan Larsen måske har fået en god handel. 

»I bund og grund har vi bare flyttet nogle årstal - vi har genbrugt den kontrakt, Claus Flensborg (agent, red.) forhandlede hjem til mig, da jeg kom fra Paris. Vi har været utroligt enige, og med tanke om den købmand, Jan er, kan det da godt være, jeg har solgt mig selv for billigt.« 

»Han mente, han havde betalt nok til agenter i sit virke, så kunne jeg så få lov at beholde nogle af de penge selv, så det blev vi enige om,« siger Møllgaard. 

Han og resten af den danske EM-trup spiller første kamp i München mod Tjekkiet 11. januar.