Han vidste knap, hvad han skulle sige. Faktisk var han nærmest en smule forlegen.

For det Emil Nielsen oplevede fra lægterne søndag aften var noget helt specielt og nok til at gøre ham nærmest mundlam.

»Det var godt nok vildt. Det giver kuldegysninger bare at snakke om. Jeg er godt nok glad lige nu,« sagde han efter sejren over Norge.

En sejr, der betyder, at Danmark er videre til semifinalen ved årets EM. 

Og her spillede Emil Nielsen en stor rolle med den ene redning efter den anden.

Det lagde de tusindvis af fans, der havde taget turen til Hamburg, også mærke til, og flere gange under kampen sang de hans navn i en sådan grad, at hallen kogte.

»Jeg er pisse glad. Vi er i semifinalen, og det hele spiller lige nu,« lød det fra en glad Emil Nielsen. 

Aftenens oplevelse gjorde indtryk på ham. Det var der absolut ikke nogen tvivl om. Smilet var stort, og det samme var stoltheden.

»Vi er ikke engang i Danmark. Det er det, der er så vildt. Der sidder 13.000 nærmest kun danskere. Det er sgu sjovt at spille for Danmark lige nu,« sagde han.

Emil Nielsen, der også blev kåret til 'Kampens Spiller', scorede topkarakter hos B.T. – det kan du læse meget mere om her.