Champions League-vinder, tysk mester, VM for klubhold.
Listen er lang med store triumfer for 33-årige Michael Damgaard, der nyder markant succes i tyske Magdeburg.
Men på landsholdet har det ikke altid været sådan.
Her er han en del af EM-truppen, der skal forsøge at vinde guld i Tyskland - og måske har Damgaard aldrig stået i bedre forfatning som håndboldspiller. Det mener landstræner Nikolaj Jacobsen i hvert fald.
Har du følt, at du har fået nok kredit eller respekt for dine bedrifter?
»Det er næsten en diskussion, I andre må tage. I sidste ende handler det, om mit ego bliver tilfredsstillet af, hvad andre siger. Det prøver jeg så meget som muligt at tilsidesætte. Hvis jeg skal forholde mig til alting, så skal jeg forholde mig til begge sider af medaljen,« siger Damgaard til B.T. og fortsætter:
»Det er selvfølgelig sjovest at snakke med journalister, når det går godt, men jeg vil gerne lægge det til side.«
»Om der har været respekt nok omkring mig… Det ved jeg ikke. Det kan være, jeg har ændret min attitude over for nogle mennesker.«
»Og så er der jo nok en grund til det. Så det må være op til den enkelte at vurdere, om jeg har fået for meget kritik alt efter, hvordan jeg svarer dem igen, eller hvor meget jeg har lyst til at deltage i interviews,« lyder det fra den hårdtskydende dansker.
I efteråret 2022 var Damgaard hudløst ærligt for åben skærm omkring den svære mentale situation, han var landet i hos sin klub Magdeburg. Mere end et år senere er alt ændret.
»Jeg har fået lov at spille lidt mere håndbold. Det var en kulmination på mange ting. Det var en frustration, der lå i mig. Der er kommet styr på en masse. Det er sjovt at være på landsholdet og i klubben, hvor der er en masse succes. Stille og roligt får jeg indfriet de mål, der næsten var uopnåelige,« siger han og peger på især én årsag til, at det går godt.
Familien. Her er han gift med den tidligere håndboldspiller Anne Sofie Sonne, som han har to børn med.
»At jeg har en familie gør, at jeg kan prioritere håndbolden på en anden måde end før. Det var hele tiden en jagt på en eller anden måde, nu hviler jeg lidt mere i det hele. Jeg tror, det giver de sidste procenter.«
»Jeg er meget stolt og beæret over, hvor jeg står i dag. Både som håndboldspiller og som familiemenneske. Det gør, at jeg har en undskyldning for, at jeg bruger så meget tid på håndbold, som jeg gør. Det var nok det, jeg havde allermest brug for som person i forhold til dem derhjemme. At der er god grund til det.«
»Én ting er at skulle score med tre sekunder igen, noget andet er at stå med et barn klokken tre om natten, hvor man ikke har sovet en uge i streg. Dét er reelt pres og stress. Og det gør, at jeg mere kan tænke, at det vigtigste er, at mine børn smiler, når jeg træder ind i hjemmet,« lyder det fra Damgaard.
