Den ungarske storklub Veszprém er blevet ramt af et chok inden onsdagens brag mod Aalborg Håndbold.

For inden tirsdagens afrejse mod Danmark, hvor returkampen i Champions League-kvartfinalen skal spilles, er klubbens målmandstræner, den spanske legende Árpád Sterbik, blevet ramt af et hjerteanfald.

Det oplyser Veszprem i et opslag på Instagram.

»Árpád havde det dårligt om morgenen, og derfor tog han på hospitalet, hvor han fik konstateret et hjerteanfald,« står der blandt andet i opslaget.

Spanske Árpád Sterbik er blevet ramt af et hjerteanfald.
Spanske Árpád Sterbik er blevet ramt af et hjerteanfald. Foto: Patrik Stollarz/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Heldigvis er den mangeårige landsholdsmålmand i bedring. Han er dog fortsat indlagt på intensivafdelingen, lyder det videre:

»Takket være en hurtig behandling har han det bedre, og han kan måske allerede forlade intensivafdelingen torsdag.«

Derfor må det ungarske storhold da også undvære Sterbik i aftenens brag mod Aalborg Håndbold, hvor der er en Final 4-plads på spil.

Ungarerne vandt det første opgør med cifrene 32-31.

Dermed er Mikkel Hansen og co. tvunget til at vinde aftenens brag i Nordjylland, som du kan følge live her på bt.dk fra klokken 18.45.