Mikkel Hansen og Aalborg Håndbold kan godt begynde at pakke tasken, for de skal på weekendtur til Köln midt i juni. Efter et hæsblæsende opgør, hvor særligt to danske talenter sprudlede, er nordjyderne klar til Final 4.

Her får du B.T.s dom over Champions League-kvartfinalen mellem Aalborg Håndbold og Veszprem, som danskerne vandt 33-28:

»Maaaaaaads Hooooxeeeeer!«

Halspeakeren og publikum havde travlt med at skråle det 23-årige stortalents navn. Wauw! Hold. Nu. Op. Hvor er han vild!

Hoxer storspillede mod Kielce tidligere i turneringen, og nu var han igen Aalborgs fremtrædende spiller – på en aften hvor det meste af holdet var verdensklasse.

Han var konstant en trussel mod det ungarske forsvar, der havde store problemer med at holde ham fra fadet. Ni scoringer og en hel del afgørende afleveringer. Bravo!

Det er ubarmhjertigt at nævne en Aalborg-spiller her, men det var ikke svenskerens bedste kamp. Dén der afbrænder tre og et halvt minut før tid kunne have kostet dyrt!

Og de to to-minutters udvisninger og medfølgende Aalborg-undertal var med til at Veszprem holdt liv i håbet til det sidste. Men mon ikke Lukas Nilsson er ligeglad med dagens resultat.

Thomas Arnoldsen, mine damer og herrer.

Hvis man kan spille sig til en stor international slutrunde på bare én kamp, så må den 22-årige Aalborg-elegantiers Champions League-kvartfinale være netop sådan en kamp.

Danmarks landstræner, Nikolaj Jacobsen, så angiveligt kampen hjemme i sofaen – og han må have gnedet sig i hænderne over Arnoldsens præstation. For den var en OL-billet værdig – også selvom konkurrencen om de danske Paris-pladser er historisk hård.

Den unge bagspiller sprudlede med modigt og powerfuldt spil, og han fik indimellem Veszprems stjerner til at ligne træningskegler. Og så kastede han sig efter enhver løs bold med fråde om munden.

Thomas Arnoldsen sprudlede og må have spillet sig meget tæt på en OL-plads.
Thomas Arnoldsen sprudlede og må have spillet sig meget tæt på en OL-plads. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Kom så, kom så!«

Henrik Møllgaard viftede med armene, inden en holdkammerat fulgte hans eksempel. De ville have endnu mere gang i det nordjyske publikum og skabe en af den slags heksekedler, der normalt kendetegner kampene i Veszprems Ungarn.

Forsvarsgeneralen fik det, som han ønskede, da publikum brød ud i kampråb, og klappevifte-larm. Men René Antonsen ville have lydniveauet endnu højere op og fortsatte gestikulationerne få minutter efter.

Taget i Gigantium nærmest lettede, når Niklas Landin blokerede et ungarsk skud, og Thomas Arnoldsen diskede op med lækre scoringer. Skøn intensitet fra Aalborg-heltene!

Mikkel skal ikke hjem. Mikkel skal videre.

Det er sidste chance, hvis Mikkel Hansen skal tilføje Champions League-trofæet til sin imponerende samling. Det glimrer ved sit fravær.

Det kan godt være, at det var holdkammeraterne, der bookede den danske superstjernes billet til Final 4 i Köln med samlet 64-60 over Veszprem.

Men Hansen sørgede også lige for at minde os om, at han ikke er stemplet ud endnu, da han bragede harpikskuglen op i hjørnet midt i anden halvleg, og da han cementerede sejren på straffekast i sidste minut. Lad os se mere af det i Köln, tak!