Det europæiske håndboldforbund mener, at alt gik efter bogen i den skandaløse afslutning på Aalborg Håndbolds Champions League-kvartfinale torsdag aften.

Det oplyser forbundet i en mail til B.T.

Nordjyderne tabte 31-32 til Veszprem i det allersidste sekund, selvom flere - heriblandt de rasende Aalborg-spillere selv - mente, at afslutningen ikke var over stregen, da tiden løb ud. 

Flere undrede sig over, hvorfor kampens dommere ikke så episoden igennem på video, før de traf en beslutning i den afgørende situation. 

Mikkel Hansen i torsdagens kvartfinale. Han var en af dem, der rasede over udfaldet. 
Mikkel Hansen i torsdagens kvartfinale. Han var en af dem, der rasede over udfaldet.  Foto: Tamas Vasvari/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men ifølge EHF skyldes det, at dommerne ikke havde den nødvendige teknologi til rådighed. Derfor måtte de selv vurdere situationen i samråd med dommerbordet.

Forvirret? Forklaringen - ifølge EHF - lyder sådan her: 

I begyndelsen af denne sæson blev der indført video-teknologi i Champions League, som kan benyttes under kampene, men det system omfatter ikke den såkaldte mållysteknologi, hvor røde LED-lamper blinker, når hornet lyder ved pausen og slutfløjt samt timeouts. Det system er kun til stede ved EM og Final 4-stævnerne. 

Dommerne har undervejs i kampen støtte fra teknologien, når det kommer til en vurdering, om bolden er inde over stregen eller ej, men den manglende mållys-teknik betyder, at den er værdiløs, når det kommer til en situation som den i Aalborgs Champions League-kamp. 

Med andre ord: De kan få at vide, at bolden er over stregen, men ikke om den var over stregen før kampens afslutning. 

'I sidste ende betyder det, at situationen i Veszprem blev håndteret korrekt, da dommerne måtte træffe en beslutning,' lyder det fra forbundet. 

Forbundet tilføjer også, at man ikke kan bruge tv-grafikken på skærmen som reference i den pågældende situation, da det kun er en generel vejledning til seerne. På tv-billederne kan man dog tydeligt høre sluthornet, før bolden er inde over stregen. 

Aalborg-direktør Jan Larsen har i et interview med B.T. kaldt situationen for 'pinlig' - læs hele hans reaktion her.

Aalborg Håndbold spiller returopgør mod Veszprem på onsdag. Et opgør, du kan følge her hos os på B.T.