Motorsportsinteresserede danskere behøver ikke bekymre sig om at skulle skifte kanal for at fange Kevin Magnussen, Max Verstappen eller Lewis Hamilton i den nærmeste fremtid.

Således har Viaplay netop præsenteret en ny aftale om rettighederne til Formel 1, som strækker sig over de næste fem år og altså løber indtil 2029.

Det skriver Viaplay Group i en pressemeddelelse.

»Vi har været hjemsted for Formel 1 i mange år, og ligesom de bedste hold i sportens verden, leder vi altid efter den ekstra kant for at holde os forrest,« lyder det fra Peter Nørrelund, EVP & Chief Sports & Business Development Officer for Viaplay Group

Forlængelsen betyder dermed, at det altså stadig er Viaplays kanaler, danskerene skal tune ind på, hvis de vil fange samtlige løb, kvalifikationer og træningssessioner.

Aftalen bliver den største nogensinde i Viaplays og Formel 1's mangeårige samarbejde, da det er første gang nogensinde, at man er nået til enighed om en aftale af så lang en varighed.

Det forlængede partnerskab vækker desuden også glæde blandt Formel 1-feltets eneste danske navn, Kevin Magnussen.

»I al min tid som kører i Formel 1, har det været Viaplay, der har dækket sporten. Og sikke et eventyr det har været for mig personligt og helt sikkert også for Viaplay med den enorme udvikling sporten har gået igennem,« lyder det fra Haas-danskeren.

Foruden alt det aktuel fra racerverdenen lover Viaplay desuden også at kunne tilbyde et 'festfyrværkeri af magasinprogrammer, dokumentarer og meget mere'.

Den historisk store aftale kommer i kølvandet på, at Viaplay ellers for nylig har kunne præsentere et enormt millionunderskud, og desuden af flere omgange har hævet priserne på streamingtjenestens sportspakke. 

Læs mere om det her.