Domino’s har nu for alvor taget konsekvensen af den skandale, kæden blev ramt af i slutningen af september. Siden Operation X afslørede Domino's i fusk med datomærkning af råvarer, har pizzakæden i stilhed lukket syv butikker ned på tværs af landet.

Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

»Det er et ret voldsomt antal, og det understreger bare, hvor store problemerne har været i Domino’s,« siger Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk, og uddyber:

»Det her har været en alvorlig sag om en kæde, hvor det har været en indgroet del af kulturen at snyde. Når man har så store problemer med hygiejnen, er det en naturlig konsekvens at lukke butikker ned« siger hun.

Her er det Domino's i Taastrup, der er lukket ned.
Her er det Domino's i Taastrup, der er lukket ned. Foto: Andreas Langaa
Vis mere

Butikslukningerne er sket i to ryk.

Den 10. oktober lukkede Domino’s deres restauranter i Ballerup og på Vesterbro i København.

Den 15. oktober fulgte Domino’s så op og lukkede restauranterne i Næstved, Taastrup, Viborg, Køge og Aarhus V.

Forud for lukningerne gik et forløb med store problemer i seks af de syv restauranter.

Domino's har hængt 'lukket'-sedler op i vinduet flere steder i landet.
Domino's har hængt 'lukket'-sedler op i vinduet flere steder i landet.
Vis mere

Fødevarestyrelsens rapporter er i dag slettet fra deres hjemmeside, men B.T. har fået aktindsigt i de rapporter, der blev udarbejdet i forbindelse med fødevarestyrelsens landsdækkende kontrol af Domino’s den 7. juni og frem til lukningerne.

Af de 23 kontrolrapporter, fødevarestyrelsens rejsehold udarbejder i de syv lukkede restauranter, er kun seks smileys glade. De resterende 17 er anmærkninger, påbud eller sanktioner.

Det sidste besøg før lukningerne sker i Ballerup den 9. oktober. Her får Domino’s en dårlig smiley, og kontrollanterne finder blandt andet pubeshår og afføring.

Dagen efter lukker afdelingen i Ballerup. Det samme gør Domino's på Vesterbro, som på to måneder har fået tre dårlige smileys og et påbud. Blandt andet fordi der er fundet rottelort i køkkenet.

Domino's har lukket og tømt en række butikker. Her er det Taastrup.
Domino's har lukket og tømt en række butikker. Her er det Taastrup. Foto: Andreas Langaa
Vis mere

»Det er usædvanligt med de her butikslukninger. Normalt ser vi, at man forsøger at rette op på problemerne og lykkedes med det. Men her har man valgt at lukke i stedet,« forklarer Michael Rosenmark, chef for fødevarstyrelsens rejsehold.

Ude hos kunderne har de pludselige lukninger af Domino’s-restauranterne vakt opsigt. I flere tilfælde beskriver kunder overfor B.T., hvordan lukningerne nærmest er sket i nattens mulm og mørke fra den ene dag til den anden.

Jonas Lundt-Hansen beskriver, hvordan han og familien ud af det blå opdagede, at den lokale Domino’s i Køge var lukket.

»Kort forinden havde vi fået en mail om, at den lokale Domino’s havde en god smiley. Da vi så ville bestille pizza derfra nogle dage senere, var butikken lukket. Da jeg gik forbi dagen efter, var der et skilt i vinduet, hvor der stod ‘lukket’. Der var underligt,« fortæller han, og uddyber:

Jonas Lundt-Hansen undrer sig over, at Domino's i Køge bare lukkede ned uden at offentliggøre det.
Jonas Lundt-Hansen undrer sig over, at Domino's i Køge bare lukkede ned uden at offentliggøre det.
Vis mere

»Man lukker da ikke bare en butik uden at melde noget ud. Da jeg så henvendte mig til dem og spurgte, hvorfor de var lukket, fik jeg intet svar.«

B.T. har også været i kontakt med flere af Domino’s kunder i Taastrup.

Her forklarer Andreas Langaa, hvordan Domino’s fra den ene dag til den anden havde et ‘lukket’-skilt hængende i ruden. Et par uger senere begyndte flyttemænd at strippe butikken for inventar.

At Domino’s går stille med dørene er ikke i tråd med, hvad de gjorde i oktober 2017, da de lukkede tre restauranter.

Her udtalte Dominos’s sig i en meddelelse til mediet Finans.dk og forklarede, at økonomi lå til grund for lukningerne. Der er ikke udsendt en lignende meddelelse i forbindelse med de syv lukninger.

Ifølge Henrik Byager, ekspert i branding og kommunikation, er tavsheden fra Domino's et forsøg på at beskytte brandet.

»Stemningen omkring Domino’s er i forvejen så dårlig i øjeblikket, at man ikke vil bidrage mere til en negativ opfattelse ved at melde ud, at man nu lukker butikker,« siger Henrik Byager, og uddyber:

»Deres strategi er nu at forsøge at komme med positive meldinger, og der vil frygten være, at det giver et indtryk af en forretning, der sejler, hvis man aktivt går ud og fortæller om det her.«

B.T. har siden tirsdag forsøgt at få Domino's til at kommentere denne artikel. B.T. har bedt om svar på, hvorfor butikkerne er lukket ned, og om de åbner igen på et senere tidspunkt.

Domino's, der nu har 24 restauranter, er ikke vendt tilbage på B.T.'s henvendelser.