For Per Vadstrup var tirsdag en rigtig dårlig dag.

Her blev store bededag endegyldigt afskaffet som helligdag af et flertal i Folketinget.

Og for Per, der gennem 22 år har drevet en Dagli’Brugsen i Sengeløse, er det en beslutning, som gør ham nervøs for fremtiden.

»Det går ud over de små butikker og landsbyerne. Det bliver sværere og sværere for os. Først droppede de, at de store butikker skulle holde lukket om søndagen, nu afskaffer de store bededage,« siger Per Vadstrup til B.T.:

»Det er os, der mister, hver gang man laver de her tricks.«

Afskaffelsen af store bededag betyder, at Per nu mister en af de dage på året, hvor han har åbent, mens alle de store supermarkedskæder har helligdagslukket.

»De dage stiger omsætningen markant, og det holder liv i de små byer, for i de dage stiger vores kundegruppe markant. Der er kunder, der har spurgt os, hvad det får af konsekvenser. Nu må vi se,« siger Per Vadstrup.

Hos Coop, der driver en lang række butikker som Per Vadstrups Brugsen i Sengeløse, frygter man, at det får alvorlige konsekvenser.

»Vi synes, at det er en rigtig dårlig idé. Det her er noget, der kommer til at ramme Udkantsdanmark og de små byer, som er så afhængige af den omsætning, de kan få, når store butikker skal holde lukket,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop:

Per Vadstrup.
Per Vadstrup.
Vis mere

»I praksis er det ikke bare den ene dag. Det er også et spørgsmål om, hvor du er vant til at handle. Hvis du på helligdagene kommer ned i de små butikker, er der også større sandsynlighed for, at du gør det i dagene efter. Det her er endnu et søm til landbyernes ligkiste.«

Per Vadstrup er sikker på, at når de store kæder får lov til at holde åbent på store bededag, så gør de alt for at maksimere tilgangen af kunder.

Kan du ikke gøre noget for at være lige så attraktiv som de større kæder?

»Når først de store lugter blod, så banker de markedet i stykker på de dage. De vil jo gerne have kunderne ind så hurtigt som muligt,« siger Per Vadstrup:

»Vi er bange for, at vi mister dem, som plejer at tage i sommerhuset den dag, for de kommer først senere på weekenden, og måske dropper de helt at tage i sommerhus. Det må tiden vise. Man kan håbe, at folk tænker ‘det fandeme må være løgn’ og tager fri den dag.«

Hos Coop erkender man, at slaget om store bededag er tabt.

»Vi har indgivet høringssvar, og vi kan ikke gøre mere,« siger Lars Aarup, der også bekymrer sig for medarbejderne i koncernens andre kæder, der nu skal arbejde en dag mere:

»Det betyder, at rigtig mange hårdtarbejdende mennesker, som i forvejen arbejder på skæve tidspunkter og i weekender, får taget en familiedag fra sig. Så vi synes ikke, det er noget særligt godt tiltag, det her.«