For Jannie Kruchov Sørensen har den seneste uge været en rigtig god periode. 

Af flere omgange har hun været i Føtex for at købe billige julevarer - og det er eksempelvis blevet til i alt 23 kilo flæskesteg, som nu er placeret trygt i en af husstandens tre frysere. 

Flæskestegen har kostet under 10 kroner halvkiloet - langt under normalpris. 

»Så håber jeg jo også, at det holder til næste jul,« siger hun.

Det er ikke første gang, Jannie Kruchov Sørensen køber ind på denne måde.

Det er tredje år, Jannie fylder fryserne med voldsomt gode juletilbud. 

Hun bor på et nedlagt landbrug sammen med sin mand og to børn, og de har derfor plads til tre frysere, som de i denne tid drager god nytte af.

Foruden flæskesteg fyldes lagrene også med andre varer lige nu.

Her kan man se nogle af de 23 kilo kød, som Jannie Kruchov Sørensen købte på tibud.
Her kan man se nogle af de 23 kilo kød, som Jannie Kruchov Sørensen købte på tibud. Foto: Foto: Privat
Vis mere

»Det er jo alle de her julevarer, som jeg går efter. Fløde, smør, rødkål og kartofler på glas.«

Flæskestegene, som hun har købt, bliver desuden skåret op til koteletter, så de har dem ved hånden, når det over året bliver relevant.

Rådet fra hende til andre, der også har plads og tid til at jagte de gode flæskestegstilbud, er klart.

»Bare gør det. Jeg mener bestemt, at der er en masse penge at spare.«

Jannie Kruchov Sørensen siger, hun har sparet mellem 450 og 900 kroner på de 23 kilo kød.

Hos Salling Group, som driver Føtex, Bilka og Netto, har godt bemærket, at der er kunder som Jannie, der køber solidt ind af juletilbud lige nu. 

»Men det er faktisk et lille udsnit at vores kunder, der køber så store mængder flæskesteg. Vi kan dog i sær se på smør, at der bliver købt op til maxgrænsen, så der er nok en del smør, der ender i fryseren rundt omkring,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef hos Salling Group:

»Men vi er forberedt på alle former for indkøb. Der går et meget stort benarbejde ind i planlægningen af juleperioden, så vi er sikre på, at der er nok varer til alle. Det værste, der kan ske for os, er, at kunderne går forgæves. Så vi køber nok ind, det kan jeg love.«