Voldsom inflation skabte gennem 2022 og et godt stykke ind i 2023 enorme omvæltninger og kaos hos både erhvervsdrivende og forbrugere, men især ét sted har kaosset været super positivt.

For landets discountsupermarkeder har det udløst et boom.

Til mediet Dagligvarehandlen udtrykker Henrik Burkal, direktør for den fremadstormende kæde Rema 1000, det sådan her:

»Pres på privatøkonomien har betydet, at mange af dem, som handlede mere i supermarkederne før, de er ikke bare kommet gående tilbage, de er kommet løbende tilbage - og de har taget deres venner med,« siger Henrik Burkal til Dagligvarehandlen:

»Det er også det, vi har kunnet se i væksttallene i efteråret 2022 og væksttallene i løbet af i år. Jeg tror på, at modvind i privatøkonomien er medvind for discount.«

Og den betragtning er Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, i dén grad enig i.

Han forventer endnu et boom-år for discountkæderne i 2024.

»Discountkæderne har etableret sig i en sådan grad, at det bliver meget svært for de lidt dyrere og klassiske supermarkeder at vende den her udvikling, hvor discount bare går fremad,« siger Bruno Christensen:

»Discountkæderne er kommet i en situation, hvor de fleste danskere har været inden for dørene de seneste år, og derfor er det discountsektoren, som definerer, hvad fødevarer skal koste.«

Og ikke nok med priser.

Danskernes opfattelse af de fire store discountkæder: Lidl, 365 Discount, Netto og Rema 1000, har ændret sig markant.

»Langt de fleste opfatter slet ikke discountkæderne som discount. Discountsektoren i Danmark har formået at hæve niveauet så meget på flere områder, at mange kunder slet ikke skelner mellem discount og klassisk supermarked,« siger Bruno Christensen:

»Så jeg tror, at 2024 bliver en gentagelse af det, vi har set de seneste år. Discountkæderne går endnu et stort år i møde.«