Det har været endnu et begivenhedsrigt år i dansk dagligvarehandel.

Detailekspert Bruno Christensen udpeger her de to ting, der springer mest i øjnene fra 2023. Og det, han vil holde øje med i 2024.

Hvad springer i øjnene, når du ser tilbage på 2023?

»De store omvæltninger i Coop-koncernen. Lukningen af Irma, Coopmad.dk og fusionen af flere kæder ind i den nye Coop-kæde er den store overskrift for 2023.«

»Vi har set enormt store forandringer i Coop, og når der sker store forandringer i en koncern, som sidder på mere end 25 procent af det samlede marked, så har det betydning for hele dagligvaremarkedet.«

»Coop er klart det, der har fyldt mest i 2023.«

»Jeg vil dog også pege på Salling Groups nye topchef, Anders Hagh. Han gav en række interview i september 2023, hvor han erklærede alle konkurrenterne priskrig.«

»Kort efter kom så den samlede kampagne under navnet 'priskrig' i alle Salling Groups kæder.«

»For mig var det en ret stor og markant melding. Det er første gang, vi har set en topchef i Salling Group være så aggressiv i sine udtalelser og fremtoning.«

»For mig indvarsler det en ny tid, at markedslederen er så markant, som det har været tilfældet de seneste måneder. Jeg tror, det kommer til at få reel betydning for det, danskerne møder i supermarkederne.«

Hvad vil du især holde øje med i 2024?

»Det må være, om der er nogle af konkurrenterne, som for alvor kan udfordre Rema 1000.«

»De har enormt stor fremgang. For mig bliver det interessant at se, om Salling Group eller Coop for alvor kommer med noget her i 2024, der sådan rigtigt kan bide Rema 1000 i haserne.«

»Jeg synes ikke, der er noget, der tyder på, at Rema 1000 skulle gå ned i kadence i 2024 - tværtimod.« 

»Så det kommer til at handle om, hvorvidt de to store – Coop og Salling Group – kan komme med noget, der for alvor udfordrer Rema 1000s position. Det bliver interessant at følge.«