Så er vi her endelig: Den nye Coop-kæde, som de kommende år skal samle SuperBrugsen, Kvickly og en række Irma-butikker i en fusion, slår torsdag morgen dørene op i Hinnerup.

Og det bliver blandt andet med et massivt prisprogram som koncept.

I dag har Kvickly og SuperBrugsen indført discountmatch på 500 dagligvarer. Det øges til 1000 af de mest solgte varer i den nye Coop-kæde.

Det betyder, at prisen skal være lige så lav som hos 365 Discount, Rema 1000 og Netto.

»Det er det, kunderne gerne vil have. Det er de her varer, kunderne køber flest af. Og derfor skal vi være på plads på prisen,« siger Allan Kristoffersen, koncernedirektør og kædedirektør for Coop-kæden:

»Vi tror på, at hvis vi kombinerer det her discountmatch med spændende oplevelser og høj kvalitet, så har vi en rigtig god chance for succes.«

Hvor stor en del af jeres sortiment går ind i det her discountmatch?

»Det er et massivt omfang. Sindssygt massivt og meget tydeligt i vores to testbutikker. I discountkæderne er der 3-4000 varenumre, og vi matcher 1000 af de mest solgte i pris,« siger Allan Kristoffersen.

Han vil ikke sige mere om, hvad der ellers venter kunderne i den nye kæde.

»Vi kommer til at prøve nogle vilde og anderledes ting af. Kunderne må selv komme og se, hvad vi har. Jeg vil ikke sige for meget, men jeg kan love, at vi er klar.«

Den første Coop-butik åbner torsdag morgen i Hinnerup. Nummer to i rækken åbner i Codanhus i København næste fredag.