Torsdag morgen får danskerne for første gang indblik i den Coop-kæde, som skal samle Kvickly, SuperBrugsen og en række forhenværende Irma-butikker i en fusion.

Det sker, når den første af slagsen åbner i Hinnerup.

Mandag bekræftede kædedirektør Allan Kristoffersen, at den nye kæde kommer til at udvide discountmatch-programmet fra 500 varer i Kvickly og SuperBrugsen til 1000 varer i Coop-kæden.

Og nu bekræfter Coop endnu en ændring.

På samme måde, som da Fakta blev transformeret til Coop 365 Discount, ændres farven fra rød til grøn.

Det vil altså sige, at de røde farver, der i dag pryder facaderne på SuperBrugsen og Kvickly, bliver til en grøn facade med navnet Coop.

»Det gør vi for at sende et tydeligt signal. Det skal signalere bæredygtighed, økologi og dyrevelfærd, som er værdier, vi går meget op i,« forklarer Jens Juul Nielsen.

I forbindelse med 365 Discount har der været noget debat om, hvorvidt der er tale om nye, sminkede facader og gammel vin på nye flasker. Er vi ude i det samme her?

»Der er jo langt flere nye elementer end farveskiftet, men den her nye facade er, ligesom resten af de to første butikker, en test. Intentionen er, at farven skal være grøn, men det kan godt ændre sig,« siger Jens Juul Nielsen:

»Men igen: Det er for at signalere de værdier, vi har i Coop.«

Internt i branchen har Coop altid været kendt som ‘de røde’ netop fordi, at kæder som Fakta, Brugsen-kæderne og Kvickly har haft røde facader.

Nu er 365 Discount så grøn, og det samme bliver Coop-kæden. Hvor stor en ting er det egentlig at ændre farve?

»Det er lidt midt imellem. Der er følelser i at ændre farve, og hvis vi ender med, at Coop-kæden er grøn, er det kun Brugsen, som fortsat er rød,« siger Jens Juul Nielsen:

»Men for kunderne tror jeg egentlig, det vigtigste er, om vi har de rigtige varer til den rigtige pris.«