Efter et tumultarisk 2023 på dagligvaremarkedet gør B.T. i en række interviews status over branchen med nogle af de personer, der driver udviklingen: Kædernes direktører.

Her i første interview er det Michael Tilsted, direktør for 365 Discount, der ser tilbage på 2023 og derefter retter blikket mod 2024 og de forventninger, han har til det kommende år. 

Hvad har været det mest markante i dansk dagligvarehandel i 2023?

»Antallet af store omvæltninger. Irma er lukket ned gradvist, det samme er Aldi. Det har betydet, at rigtig mange kunder har bevæget sig mellem kæderne og har skullet finde et nyt sted at handle.«

»De mange ‘hjemløse’ kunder har udløst en hård kamp om at være den kæde, de kunder går hen til i stedet. Og det har betydet, at der er et meget hårdt konkurrencetryk i markedet, som vi kommer til at se fortsætte i 2024.«

Hvad bliver afgørende for dagligvaremarkedet i 2024? Hvad vil du holde øje med?

»Kampen om førstepladsen fylder rigtig meget lige nu, og det vil den gøre i endnu højere grad næste år. Det er en direkte kamp mellem Rema 1000 og Netto. De kæmper hårdt om at være størst på markedsandel.«

»Deres indbyrdes kamp kommer til at betyde meget for, hvad der sker på hele markedet. Vi ser allerede nu et meget stort fokus på lave priser og tilbudskampagner, og det kommer til at blive endnu mere intenst. Det kan godt blive et voldsomt 2024.«

»Det bliver et hårdt år for hele branchen, for det gør det meget sværere at drive en rentabel forretning, når priserne skal ned på den måde.«

Hvad har været det største for 365 discount i 2023?

»Vi har åbnet 47 nye butikker og fået tusinder af nye kolleger. Det er sket i en koncern (Coop, red.), som er i gang med en meget stor turnaround. Vi har haft et kæmpestort arbejde med at etablere kæden i sin nuværende form og med mange af de ting, vi gerne vil fremadrettet.«

»Men vi har også haft flotte vækstrater, og vi er egentlig berettiget til flere kunder, end vi har, når man kigger på vores sortiment og butiksstandard.«

Hvad bliver afgørende for 365 Discount i 2024?

»Vi skal vokse med 10 procent på omsætning næste år, og det, mener jeg, er en meget ambitiøs - men realistisk - målsætning. Vi har rigtig mange ting på vej.«

»Der kommer til at ske meget på vores sortiment, og vi har en række fokusområder, som vi forventer os meget af.«

»Vi skal i højere grad turde stå i egen ret og være os selv. Hele markedet har det med at følge efter Netto og Rema 1000 lige nu, men vi skal have fokus på de dyder, der altid har været i Coop.«

Hvilken kæde kommer stærkest ud af 2023?

»Det er jo sådan set Salling Group, som er størst, når du måler på markedsandel, men det er nok Rema 1000, som har taktstokken lige nu.«

»De er i en periode, hvor det er som om, de ikke kan gøre noget galt. De har styr på kundeløfterne.«

»Selv når man besøger nogle af deres ringere butikker - og de findes - så er der altid masser af kunder.«

»Og så er Rema 1000 enormt aggressive på prisen. Her i december var det markant at se deres tilbudskampagner, og jeg er egentlig spændt på at se, om det kan fortsætte, for det koster en bondegård. Men lige nu er det som om, at Rema 1000 bare har besluttet sig for, at de vil være størst.«

Du har været topchef for 365 discount siden september. Hvad har været dine største succeser?

»Jeg har haft fokus på to ting. Den første er, at vi skal gøre langt mere ud af at være sælgere. Da jeg kom ind i kæden, besøgte jeg mange butikker og syntes, vi havde et flot butiksnet. Men jeg gik sjældent ud af forretningen med følelsen af, at de virkelig ville sælge mig noget.«

»Så vi har arbejdet meget med at øge salgsbudskaberne i butikkerne, så vores tilbud bliver mere synlige. Vi er en kæde, som har alt for lav en omsætning per butik, og det er også en del af årsagen til, at vi ikke har sorte tal på bunden. Så vi skal sælge nogle flere varer.«

»Den anden ting er tempoet i de tiltag, vi gerne vil i gang med. Vi har mange store ting på vej på sortimentet, og der har jeg virkelig gjort noget ud af at få de forandringer igennem i et højt tempo, så vi for eksempel kan rulle det ud i foråret fremfor efteråret.«

Hvad har været din første fejltagelse?

»Jeg har nok været her i for kort tid til konkret at kunne sige: ‘Det var en stor fejltagelse’. Men jeg kan godt mærke, at der skal prioriteres meget strammere i forhold til, hvad der bruges penge på i Coop, når man tager den nuværende situation i betragtning. Det er nok her, der er risiko for, at jeg får begået en stor fejl.«