For knap et år siden mødte jeg tidligt ind på arbejde en morgen i januar for at deltage i et radioprogram.

Emnet var, at selvom priserne for el, gas, brændstof, fragt og råvarer var faldet, så var fødevarepriserne i landets supermarkeder fortsat ekstremt høje - og stigende.

Hvordan kunne det være rigtigt? Var priserne kunstigt pustet op for at pelse kunderne? 

Ud over undertegnede deltog en ekspert i råvarepriser og en politiker. Konsensus i ‘panelet’ var, at priserne ville falde meget snart. 

Al logik talte for det. Alle de bagvedliggende faktorer, der havde sendt fødevarepriserne op, var faldet igen.

Supermarkederne gjorde intet for at dæmme op for den opfattelse. Kampagner om skarpe priser var dukket op i flere kæder. 

Men i stedet for prisfald fortsatte priserne op. Og den udvikling fortsatte et godt stykke ind i 2023.

Et kig i Danmarks Statistik tegner et drastisk billede af, hvad danskerne har været udsat for i supermarkederne de seneste år.

I 2022 alene steg de gennemsnitlige fødevarepriser med 16,5 procent i Danmark. For at sætte det tal i perspektiv, steg fødevarepriserne i Danmark med 16,5 procent fra 2011 til 2021.

I 2022 blev danskerne altså ramt af 10 års prisstigninger på ét år.

Og i 2023 fortsatte priserne så med at stige.

Fra januar 2023 frem til juli 2023, hvor fødevarepriserne toppede, steg de gennemsnitlige fødevarepriser i supermarkederne yderligere 6,6 procent.

I juli 2023 kostede en gennemsnitlig kurv med fødevarer i Danmark 23,1 procent mere end i januar 2022. 

En historisk udvikling, som sendte chokbølger gennem de danske husstande.

Prisstigningerne i 2023 kom til trods for, at budskaberne om prisfald var alle steder. Kampagnetrykket om prisfald blev vildere, som 2023 skred frem.

Prismatch. Discountpris. Discountmatch. Priskrig. Skarp pris. Hverdagspris. Vi kan blive ved.

Budskaberne væltede frem. Priserne steg.

Indtil juli 2023. Så skete der trods alt noget. Fra juli til august faldt priserne to procent. Herfra er priserne så faldet ganske langsomt, så priserne fra juli til november faldt med 3,6 procent.

Det efterlader dog fortsat danskerne i en situation, hvor priserne ved udgangen af 2023 var 19,5 procent højere end i starten af 2022.

Det er voldsomt, og det betyder, at når vi her på B.T. skriver artikler om kædernes priskampagner, så er vores læseres reaktion ofte, at det ikke er noget, de kan genkende, når de handler ind.

Spørgsmålet er, om 2024 bliver anderledes?

I branchen taler alle nu om prisfald. Kampagnetrykket med budskaber om lavere priser er enormt. 

Igen: Alle forudsætningerne er der. Fragt, brændstof, energi, råvarer - og vigtigst af alt de priser, supermarkederne betaler deres leverandører for varerne - er faldet eller på vej ned.

Spørgsmålet er, om 2024 bliver året, hvor handlingerne er lige så markante som budskaberne. 

Alle i branchen svarer ‘ja’, når jeg spørger dem. De forventer prisfald. 

Nu venter vi alle i spænding.