Han går ofte under radaren, når snakken falder på de største Superliga-stjerner.

Men alligevel er han én af sit holds allervigtigste spillere, og hans navn er et, som flere større klubber har lagt mærke til - og kastet et jobtilbud efter.

For Silkeborg-profilen Joel Felix indrømmer nu i et interview med B.T., at han har flere kontrakttilbud at tage stilling til - få måneder før, at hans kontrakt med klubben fra Søhøjlandet udløber.

For både Silkeborg og udenlandske klubber har skruet aftaler sammen og sendt dem afsted mod Felix-lejren.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Silkeborg har tilbudt mig et kontrakttilbud, og vi snakker stadig med dem. Derudover er der klubber fra klubber fra Østrig og Tyskland, som har givet mig kontrakttilbud, vi tager stilling til.«

»Men lige nu er mit fokus på kampene og særligt på pokalfinalen,« siger Felix, da B.T. fanger ham på sin fridag efter mandagens store 3-0-sejr over FC Midtjylland.

Den 26-årige venstrebenede og boldstærke midtstopper har været i Silkeborg i knap fire år og har vokset sig ind i en stor rolle på holdet.

Dén rolle kan han godt se sig selv blive i, selv om udlandet også lokker.

»Det er ikke udelukket at blive i Silkeborg. Jeg går ikke og tænker, jeg SKAL væk fra Silkeborg. Jeg har en god rolle, jeg spiller, har en toptræner og har kun haft det godt her.«

»Så er der selvfølgelig noget med det finansielle, der skal på plads, men vi snakker med Silkeborg stadig, og det er ikke afklaret, om det bliver til noget eller ikke. Jeg vil gerne til udlandet igen, men det skal ikke nødvendigvis være nu.«

Felix røg som ung spiller fra FC Københavns ungdomsafdeling til hollandske Twente, og dén oplevelse vil han gerne jagte igen på et tidspunkt.

»Tilbuddene fra Østrig og Tyskland er meget attraktive. Vi er i dialog med dem, og de følger mig, mens de taler med min agent. Der er nogle ting, der skal 100 procent på plads, før jeg kan tage et valg om, hvad der er det bedste for mig.«

»Men det er to attraktive klubber, der følger mig og klubber, som jeg ikke bare kan afvise. Det er fede klubber, der virker til at have en rolle til mig,« siger Silkeborg-profilen, der ikke vil uddybe alverden omkring de udenlandske klubber.

Han vil dog gerne fortælle, at det er en klub fra den bedste østrigske række og en tysk klub, hvis situation kan ændre sig de kommende uger.

Joel Felix har med sit kontraktudløb haft mulighed for at tale med interesserede klubber siden januar, og det er derfor, klubber nu kan drøfte en mulig aftale direkte med ham.

Du kan høre meget mere om Joel Felix' situation i den seneste udgave af Transfervinduet herunder - her får du også nyt om Brøndbys og FCKs målmandjagt denne sommer, ligesom en landsholdsbejler er omsværmet i de store ligaer.