Michael Owen har fået spørgsmålet mange gange. Og er bestemt ikke begejstret.

»Det er det værste spørgsmål. Ikke at jeg nogensinde viser det eller siger det til nogen.«

Sådan lyder det fra den tidligere fodboldspiller til Daily Mail, der har interviewet både ham og hans søn, James.

Og det er sidstnævnte, spørgsmålet handler om. 

For James Owen spillede fodbold, præcis som sin far, da han var barn. Men som blot otteårig blev han diagnosticeret med den sjældne øjenlidelse Stargardt. 

Det betyder, at han er tæt på blind og har måttet opgive drømmen om at blive professionel fodboldspiller, fordi han har for svært ved at se bolden. 

Derfor gør det ondt på hans verdensberømte far at blive spurgt til hvorvidt sønnen vil følge i hans fodspor.

»Pludselig føler du, du skal finde på en undskyldning eller sige, han ikke er interesseret i det. Så kigger folk og siger: 'Han er ikke interesseret i fodbold?'. Så skal du forklare det hele, og så ender du i en samtale, du ikke ønsker at have med nogen,« siger Michael Owen. 

Michael Owen.
Michael Owen. Foto: David Klein/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Når nogen kommer hen til dig på en pub og siger: 'Spiller din søn?', har du bare lyst til at skifte emne. Det har nok været det sværeste gennem årene. James nød nok ikke fodbold så meget, som han kunne have gjort, fordi han ikke var så god, som han burde have været,« siger den tidligere landsholdsspiller.

Han fortæller dog med et glimt i øjet, at selvom det eksempelvis er synd for sønnen, at han ikke kan køre bil på grund af lidelsen, er der også noget positivt.

For så kan farmand være hans taxachauffør resten af livet, og de kan komme endnu tættere på hinanden. 

Michael Owen og sønnen er desuden med i en ny dokumentar, der kommer ud den 30. januar, hvor de vil vise, at fodbold er for alle – også selvom synet ikke er så godt.