Det bliver ikke i dette transfervindue, Kamil Grabara rejser fra FC København.

Det oplyser klubben i en kort pressemeddelelse.

'Vi kan meddele, at den klausul, der var i aftalen med VfL Wolfsburg om muligheden for at hente Kamil Grabara i januar, nu er udløbet.'

'Hans skifte til den tyske klub sker derfor til sommer som planlagt.'

Tilbage i september blev målvogteren solgt til den tyske fodboldklub fra sommeren 2024, men de havde dog mulighed for at hente ham allerede nu. 

Da FCK i midten af december spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i Champions League, blev Grabara derfor også spurgt til, om han havde spillet sin sidste FCK-kamp i Parken. 

»Jeg ved det ikke,« lød det dengang fra polakken, der dog ikke var vildt begejstret for, at netop det var temaet efter sejren over Galatasaray.

»Kan jeg fejre at gå videre fra gruppespillet i Champions League, eller skal jeg bombarderes med spørgsmål om min fremtid?« svarede han.

Klubbens træner Jacob Neestrup sagde i samme forbindelse, at hvis Kamil Grabara ikke spillede i FCK efter vinterpausen, måtte de jo tage den derfra.

»Men lur mig, om ikke Kamil Grabara vil give det et skud. Han har jo den selvtillid, at han mener, vi kan gå hele vejen. Og så tror jeg også godt, at Kamil, og jeg håber, han hører med derude, vil være den første keeper i FCK, der vinder mesterskabet tre år i træk,« sagde han.