Brian Laudrup måtte med et smil trække sine ord tilbage. 

For var der straffespark til Liverpool lørdag aften, da de mødte Arsenal?

»Nej,« sagde han helt kontant og uden at tøve, da han var i studiet hos Viaplay efterfølgende. 

Det var dog ikke helt den melding, han kom med i første omgang, da han så situationen midt i første halvleg, hvor Martin Ødegaards arm rørte bolden i feltet i en situation, hvor nordmanden umiddelbart også var ved at glide.

»Vi er jo på tynd is tit, når vi ser de situationer. At nå at se spilleren er ved at miste fodfæste, at armen er ude i en unaturlig position eller på vej ind mod kroppen … Det er jo lynhurtigt, vi også skal træffe en beslutning her,« sagde Brian Laudrup. 

»Jeg sagde i pausen, jeg mente, der var straffe. Den må jeg så tage i mig igen,« sagde han med et lille smil. Situationen kan ses i toppen af artiklen.

Kampens dommer Chris Kavanagh var hurtig til at afvise i situationen, som også blev tjekket igennem af VAR, og konklusionen var ifølge Sky Sports, at 'Ødegaards arm bevægede sig ind mod kroppen og ikke bolden'.

Situationen blev dog diskuteret flittigt af både kommentatorer og på de sociale medier. 

Liverpool-legenden Jamie Carragher mente eksempelvis, at der var straffespark, og at Martin Ødegaard var heldig, ligesom det altså også blev diskuteret i det danske tv-studie.

Her lød det fra Martin Jørgensen, at man som spiller bruger armene, og at han ikke mente, der var straffespark.

Kampen mellem Liverpool og Arsenal sluttede 1-1.