I slutningen af januar havde han fået nok.

Et 3-5 nederlag til Villarreal var på hjemmebane var dråben, og Barcelona-koryfæet Xavi ville ikke mere.

Skuffende resultater og den massive kritik, han blev udsat for, fik Barcelona-træneren til at annoncere sit stop.

Men nu er han kommet på helt andre tanker. Det oplyser klubben på et opsigtsvækkende pressemøde.

For Xavi fortsætter i den catalanske storklub, hvor han har kontrakt til sommeren 2025. 

Selv om Xavis planer om at forlade Barcelona til sommer nu ændres, er ledelsen i klubben mere end tilfredse med fortsættelsen af samarbejdet.

- Vi ved, at Xavi har ønsket at stoppe, men efter at have talt om det, har Xavi vist en stor vilje til at fortsætte med projektet, siger FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, på pressemødet.

- Vi er overbeviste om, at dette er den bedste nyhed for Barcelona. Stabilitet er en af de vigtigste elementer i succesfulde projekter. Det er vitalt, at vi nu satser på stabilitet, siger præsidenten.

Ledelsen i den spanske storklub har sammen med Xavi fundet frem til en fælles fremtid trods hans tidligere beslutning om at stoppe. Xavi har stadig mere at opnå med sit Barcelona-mandskab, fastslår træneren.

- Jeg har fået meget tillid fra klubben, ledelsen og fra mit hold, og vi er ikke i mål med projektet endnu. Vi skal fortsætte med at arbejde hårdt og styrke projektet sammen. Det er årsagen til, at jeg har skiftet min beslutning, siger Xavi.

- I et møde med ledelsen onsdag forstod vi på få minutter, at dette var den bedste beslutning. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan fortsætte. Nu er vi ivrige efter at få stabilitet til klubben, siger træneren.