Coronakrisen har været ualmindelig hård ved TV 2.

Efter 10 ugers ufrivillig coronapause genoptog man i fredags den igangværende sæson af 'X Factor'.

Mens Thomas Blachman og co. har siddet hjemme og ventet på at komme tilbage i 'X Factor'-studiet, har DR tænkt hurtigt og overtaget fredagsunderholdningen med Phillip Fabers fællessang, der ugentligt har trukket op til en million seere.

Fredag stod seerne for første gang med valget: 'X Factor' eller 'Fællessang'?

Dyrt produceret talentkonkurrence på TV 2 eller helt simpelt klaverspil på DR1? Altså: Blachman eller Faber?

Analysebureauet Gallup er mandag klar med de første seertal fra den store fredagsdyst, og Thomas Blachman bliver ikke glad.

Mens 835.000 danskere valgte at synge med Phillip Faber på DR1, valgte kun 717.000 danskere at følge den kontante 'X Factor'-dommers eskapader på TV 2.

Det er en negativ rekord.

Thomas Blachman.
Thomas Blachman. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Ifølge Gallup er det hidtil laveste seertal for en 'X Factor'-udsendelse 796.000. Det blev målt i 2011 i forbindelse med DR's fjerde sæson af 'X Factor'.

Dengang tabte Thomas Blachman og hans to meddommere Cutfahter og Pernille Rosendahl tv-kampen til håndboldherrene, der på TV 2 spillede sig i en VM-semifinale med en sejr over Spanien.

'X Factors' højeste seertal blev til sammenligning målt i 2009, da 2.270.000 danskere så Linda Andrews vinde finalen i sæson to.

B.T. ville gerne spørge TV 2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, hvad hun tænker om det historisk lave seertal.

Hun havde mandag ikke tid til at tale med B.T., men sendte via TV 2's kommunikationsafdeling i stedet et svar på mail, hvor hun fokuserer på, at de angiveligt var størst i udvalgte målgrupper.

»Jeg synes, det er dejligt, at der var plads til både 'X Factor' og 'Fællessang' i fredags. 'X Factor' har holdt pause i over to måneder, så derfor er jeg virkelig godt tilfreds med, at særligt de 20-60 årige og også de unge seere valgte 'X Factor'.«

TV 2 satser på, at seertallet vil stige i løbet af ugen, da man kan streame fredagens 'X Factor'-semifinale på TV 2 Play.

Ifølge TV 2 er det samlede seertal til og med søndag oppe på 747.000.

»'X Factor' har også hen over weekenden klaret sig flot på TV 2 Play, og med tidsforskudt sening stiger tallene yderligere. Alt i alt er jeg super godt tilfreds og glæder mig helt vildt til den kommende store finaleweekend, hvor vi sender 'X Factor'-finalen i to dele fredag og lørdag,« tilføjer Dorte Borregaard.

Hos DR er man, ikke overraskende, begejstret for de nye seertal.

»Vi er så glade for, at rigtig mange danskere valgte at se og synge med i fredags. Under corona-krisen har det udviklet sig til et fast musikalsk højdepunkt på ugen for mange.«

»For DR er det en del af vores dna at samle danskerne i tider som disse, og vi er samtidig glade for at hjælpe med at bringe dansk musik ud i en tid, hvor mange spillesteder er lukket. At der så også er musik på andre kanaler, giver blot danskerne mere at vælge imellem,« skriver programansvarlig for 'Fællessang' Anne Galich i en mail til B.T.

Da B.T. i fredags mødte Thomas Blachman efter 'X Factor'-semifinalen spurgte vi, hvordan han havde det med, at Phillip Faber havde overtaget musikformidlingen.

Thomas Blachman svarede, at han desværre ikke havde fulgt med – og tilføjede, at han heller ikke vidste, om han var gået glip af noget.

»Jeg aner ikke, hvem Faber er, og al respekt og så videre, men fredagsunderholdning og fællessang, det lyder et eller andet sted som ... De har haft gavn af, at der ikke har været en skid på andre kanaler,« lød det blandt andet fra Thomas Blachman, der ikke har siddet og sunget med derhjemme i 'X Factor'-pausen.

»Det kommer jeg heller ikke til. Det er ikke nogen kritik, de gør det sikkert godt. Helt klart,« tilføjede han.

Thomas Blachman frygtede i første omgang ikke, at han ville miste sit publikum:

»Nej, der skal mere til i længden,« mente han.

Phillip Fabers 'Fællessang' om fredagen på DR1 er indtil videre sat til at køre maj ud.

TV 2 afslutter 13. sæson af 'X Factor' med to finale-liveshow fredag og lørdag i denne uge.