Elon Musk er andet og mere end Mr. Tesla. Han er nu også ejer af Twitter. En langstrakt og bizar handelsproces er efter måneders fnidder endt med, at Musk betalte 44 milliarder dollar (cirka 330 milliarder kroner) for herligheden.

Spørgsmålet er så, hvad han vil bruge det toneangivende sociale medie til? Musk tweetede fredag lidt kryptisk: ’Fuglen er fri.’ Det kan opfattes på flere måder.

Det forventes, at Elon Musk, som er stor tilhænger af ubegrænset ytringsfrihed, vil genåbne Donald Trumps Twitter-konto, vel nok den mest omdiskuterede af sin art til dato. Som bekendt brugte Trump igennem sin embedsperiode Twitter uhyre flittigt til at skrive præcis, hvad der passede ham. Og det var ofte ganske kontroversielle udsagn, Trump fik fyret af.

Efter at Twitter lukkede hans konto i kølvandet på stormen mod kongressen den 6. januar 2020, oprettede Trump sit eget sociale medie, Truth Social, men selvom dette medie tiltrak hundredtusinder af Trump-støtter, så var det stadig et lukket forum, og langt mindre potent end Trumps verdensomspændende gennemslagskraft på Twitter.

Elon Musk.
Elon Musk. Foto: FREDERIC J. BROWN/AFP
Vis mere

Denne nærmest magiske kraft kan det løsgående missil, Elon Musk nu give tilbage til Donald Trump, og det kan på sigt vise sig at blive afgørende for amerikansk politik. Donald Trump har endnu ikke meldt ud omkring sit kandidatur til præsidentvalget i 2024. Twitter vil igen give ham muligheden for at blive dagsordensættende på egne betingelser, og det kan blive afgørende.

Trump og Twitter kan også få en afgørende rolle ved det forestående midtvejsvalg, der ser ud til at blive både kaotisk og uhyre spændende. Valget i stater som Pennsylvania, Nevada, Kentucky og Wisconsin vil afgøre, om Joe Biden bliver en såkaldt lame duck og vil være handlingslammet i sine sidste to år ved magten. B.T. er i USA og følger valgkampen på tætteste hold.

Dette midtvejsvalg handler nemlig om meget mere, end 'bare' om det er Demokraterne eller Republikanerne, der har magten i Kongressen. Mange af de republikanske kandidater er Trumps udvalgte folk. Politikere, der ikke anerkender, at Trump tabte valget, og som ikke nødvendigvis vil spille efter de gældende spilleregler i fremtiden.

Donald Trump.
Donald Trump. Foto: José Luis Villegas
Vis mere

Det amerikanske midtvejsvalg bliver er ægte skæbneøjeblik, der kan få meget stor betydning for, hvilken vej USA drejer i forhold til resten af verden, og i denne skøre tid, vi lever i, er der al mulig grund til at følge udviklingen i USA ekstra tæt.

Og når vi nu taler om ikke at følge reglerne, så har Elon Musk i løbet af de seneste måneder forsøgt at agere fredsmægler mellem Rusland og Ukraine med sin egen kontroversielle fredsplan, hvilket gjorde ukrainerne rasende. Han har også blandet sig på en yderst uheldig måde i de unge kvinders heltemodige opstand mod præstestyret i Iran.

Præsident Joe Biden.
Præsident Joe Biden. Foto: MANDEL NGAN/AFP
Vis mere

Ligesom i Ukraine, lovede verdens rigeste mand at bruge sine Starlink-satellitter til at sikre gratis og sikker kommunikation til de iranske demonstranter. Det er dog endnu ikke blevet til noget, til gengæld har præstestyrets sikkerhedstjeneste narret demonstranter til at afgive informationer med et falsk Elon Musk-link.

Musks enegang i helt afgørende geopolitiske hårdknuder, er både farligt og uforsvarligt. Det er fint, at Musk vil hjælpe ukrainerne og iranerne, men han må ikke tilsidesætte det allerede eksisterende diplomati og tro, at han er verdens frelser. Musk er genial, men også lidt gal, og det sidste denne verden har brug for nu, er flere gale mænd ved tømmerne – dem har vi desværre nok af.