Der forhandles fortsat om en regering hen over midten, og fra flere og flere kanter lyder der nu toner, der kan tolkes som venligt stemte overfor målsætningen. Det interessante er, at det sker på trods.
Danskere er begejstrede for ideen om en bred regering hen over midten. Det samme kan man ikke nødvendigvis sige om partiernes såkaldte baglande. Senest har en rundspørge i SFs bagland vist en noget lunken holdning til, om partiet skal gå i regering sammen med et eller flere blå og/eller lilla partier.
Erfaringerne med brede regeringer er da heller ikke entydigt gode. Slet ikke, hvis man ser på den gamle SV-regering fra 1978, som peger på, at det eneste, man får ud af et samarbejde mellem erklærede modstandere, er endnu større mistillid – efterfulgt af tæsk fra vælgerne.
En nøgtern strategisk analyse af ikke mindst Socialdemokratiet og Venstre vil pege på, at man risikerer ualmindeligt meget ved at gå i regering sammen, for eksempel at vise sine egne vælgere, at modparten sådan set er gode nok. Det har potentiale til at koste stemmer på den værst tænkelige måde – hen over midten. Det er kort sagt sikrest at lade være.
Endelig er der en risiko for, at det hele går i en uværdig hårdknude, ligesom de løsninger, man vil kunne blive enige om, vil være kompromisser af kompromisser og derfor en stor gryde fuld af grå vælling til vælgerne. Hvorfor ser det hele så alligevel ud til at køre i den retning?
Den officielle forklaring er: Valgets tale. Vælgerne sammensatte et folketing med et så snævert og skrøbeligt rød-grønt flertal, at det kan tolkes som et signal om, at en bred regering var præcist det, vælgerne bad om. Læg dertil, at Løkke og Moderaterne kom ind med 16 mandater baseret på et projekt, der stort set kun handlede om midten.
Den anden tungtvejende grund er omstændighederne. Verdenssituationen er mildt sagt problematisk. Der skal træffes besværlige og tunge beslutninger med vidtrækkende konsekvenser både ude og hjemme. Tiden er ikke til ævl og kævl, men til en samtale omkring voksenbordet.
De beslutninger, der skal træffes, skal være holdbare – og brede aftaler er mere holdbare over tid. Og så er det simpelthen en god livsforsikring, at ens modstandere også tager ansvar for det, der kommer til at gøre ondt på en selv.
Endeligt har politikerne lige nu påbegyndt en større analyse af, hvordan det fremtidige politiske landskab ser ud. Ikke til næste år, men om ti år.
Udgangspunktet for mange af analyserne er ikke, at vi lever i en tung, kold og mørk tid, som snart er overstået, Hvorefter vi vender tilbage til en form for normal. Nej, udgangspunktet er, at vi lever i en helt ny tid.
Den kyniske vil nu kunne sige, at partierne forbereder sig til fremtidens politiske marked. Den idealistiske vil kunne sige, at ansvarlige partier er i gang med at tage ansvaret på sig, når der er mest behov for det.
Man kan også blot stilfærdigt konstatere, at politikerne lige nu ikke styrer efter fokusgrupper, meningsmålinger og kampagnestrategier. De betræder nyt land og styrer efter eget indre kompas. Hvor er det dog befriende – og risikabelt.
Ugens exit
Kristian Klarskov fra Moderaterne har nedlagt sit mandat kun en uge efter, at han ellers havde skrevet under på som MFer at ville overholde Grundloven.
Dermed blev han den anden MFer, der allerede har forladt Folketinget blot tre uger efter valget. Den første var Karen Ellemann. Og dertil kommer, at Mette Thiesen har forladt Nye Borgerlige for at blive løsgænger.
Det understreger pointen om, at ingen statsminister bør satse på 90 snævre mandater, for mandater er i denne tid blevet vældigt mobile.
Man kan også spørge sig selv, om Moderaternes mange nye mandater mon er så solide, som deres antal indikerer. Det vil tiden vise. Foreløbig indtræder en ny kandidat for Moderaterne i stedet for Kristian Klarskov. Må Mohammad Ronas tid som MFer bliver længere end hans forgængers.
Ugens giftige
I weekenden mødes hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Det Konservative Folkeparti for første gang siden valget, og det står allerede nu klart, at det bliver en giftig affære.
Partiet, der endelig kunne række ud efter statsministerposten igen efter årtiers ørkenvandring traskende i Venstres hæle, men som kollapsede totalt ved valget, har allerede gang i en offentlig omgang storvask af alt det beskidte undertøj.
Undervejs hældes både nuværende og tidligere medarbejdere rask væk under bussen, mens kritikken kommer tættere og tættere på formanden. Kritikken er ikke specielt begavet, men den er til gengæld perfid.
Faktisk minder den mest om, hvad en præfekt på en kostskole kunne finde på på en særligt ondskabsfuld dag. Der er ikke længere tvivl om, at der er kræfter i partiet, der forsøger at vælte Søren Pape Poulsen.
I weekenden bliver vi måske klogere på, om de har styrken til at gøre det. Eller om Pape har styrken til at sætte dem på plads.
Ugens kjole
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) troppede op til fodbold i Qatar iført en kjole, hvor regnbuen (der er symbol på lgbtqi+-rettigheder) simpelthen var syet ind i ærmet. Hun var oven i købet officiel repræsentant, fordi hun er med som formand for DBUs Governance- og Udviklingskomité.
Det blev alligevel en lidt for stor udfordring for FIFA, som trods alt ikke vil bede hende afklæde sig eller smide hende ud. Også Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, troppede op på vip-pladserne med et regnbuebind på armen, ligesom den belgiske udenrigsminister Hadja Lahbib bar One Love-armbindet i onsdags.
Hvis man mener armbåndet er afgørende, må man sige, at her er tre eksempler på, at det kan gøre en forskel, når officielle repræsentanter deltager ved slutrunder – selv i meget tvivlsomme værtslande.
Helle Thorning-Schmidt evner som få at udtrykke sig med påklædning og derigennem løfte tunge og besværlige samtaler på en let og ubesværet måde. Tænk at hendes tøjvalg er blevet en magtfaktor, der rammer andre, fremfor hende selv. Der er sket noget siden hun var statsminister. Og hurra for det.
