Storbritannien er i dyb krise. Denne uge skal landet have sin tredje premierminister på bare tre måneder, regeringspartiet De Konservative ligger i åben borgerkrig, og millioner af briter har ikke råd til at betale deres energiregning.
Men alligevel er der noget at fejre denne mandag, for i dag står det klart, at Storbritannien får sin første ikkehvide premierminister. Det er en begivenhed, som etniske minoriteter på De Britiske Øer har længtes efter i generationer – og selvom bagtæppet er trist, så er udnævnelsen af Rishi Sunak, som er troende hindu og født af indiske forældre i Southampton, stadig et bemærkelsesværdigt højdepunkt for det farvede Storbritannien.
I årtier har unge af anden etnisk herkomst end britisk haft svært ved at nå helt til tops i samfundet, selvom ministerudnævnelser i løbet af de sidste 20 år har vist, at det meget omtalte glasloft var på vej til at blive brudt.
Et stigende antal ministre er børn af de mange indvandrere, der er kommet til de britiske kyster i løbet af det 20. århundrede, og Londons magtfulde overborgmester, Sadiq Khan, er for eksempel troende muslim.
Alligevel er det et helt særligt øjeblik for millioner af ikkehvide briter, at Rishi Sunak nu viser, at det er muligt at gå hele vejen karrieremæssigt. At der ikke er blevet gjort mere stads ud af det, er, som indenrigsminister Grant Shapps sagde på BBC mandag morgen, »udtryk for, at det ikke længere betyder så meget herovre, hvor man kommer fra, eller hvilken religion man har.«
Det er ikke nødvendigvis hele sandheden. Sorte teenagedrenge kan tale med om, hvordan det er konstant at blive stoppet og mistænkt af politiet, og der er bestemt visse etniske minoritetsgrupper, der klarer sig bedre end andre.
Rishi Sunak er et middelklassebarn, der arbejdede sig vej helt op i toppen af samfundet, og som i dag er gift med en indisk arving til en milliardformue. Det er stadig ikke let at være et ikkehvidt barn fra underklassen. Men det er i det hele taget ikke let at tilhøre den britiske underklasse.
Briterne slås i den grad stadig med klasseproblematikken, men det er bemærkelsesværdigt, hvor mange yngre med anden etnisk baggrund der klarer sig godt på arbejdsmarkedet. Den europæiske højrefløj har ofte ukærligt kaldt hovedstaden 'Londonistan', fordi den er så etnisk blandet, som tilfældet er.
I dag bider London tilbage og viser Europa, at de samfund, der tror på det enkelte menneske, uanset hudfarve og religiøst tilhørsforhold, ofte bliver belønnet. Briterne har i mange år haft en live-and-let-live tilgang til religiøs diversitet. En frihed til religion i modsætning til den frihed fra religion, som har præget for eksempel Frankrig.
Det er en meget vanskelig opgave, Rishi Sunak skal i gang med. Brexit splittede hans land i to, og der er minimal tiltro til hans konservative parti, der forleden fik den laveste vælgertilslutning nogensinde i en meningsmåling.
Sunak er som erklæret Brexiteer selv skyld i en del af miseren, og det vil kræve både held og dygtighed at undgå en total konservativ nedsmeltning ved næste valg. Men ingen vil kunne tage fra ham, at han blev den første ikkehvide til at få nøglerne til Downing Street 10. Det er et øjeblik, der er værd at fejre og at lade sig inspirere af.
