Vingerne på den ikoniske Moulin Rouge-vindmølle i Paris faldt ned mellem klokken 02 og 03 natten til torsdag.

Og det er 'vildt', hvis man spørger den dansk-franske journalist, korrespondent og tv-vært Stéphanie Surrugue. 

»Jeg har lige set det. Vildt!,« skriver Stéphanie Surrugue i en sms til B.T.

»Jeg holdt min fødselsdag derinde for fem år siden. Moulin Rouge er jo en legendarisk kabaret, der ligger i Paris’ pikante Pigalle-kvarter og er verdensberømt for sit lidt frække, meget folkelige og helt utrolig franske cancan-show.«

Stéphanie Surrugue kalder det både 'vildt' og 'et stort sikkerhedssvigt'.
Stéphanie Surrugue kalder det både 'vildt' og 'et stort sikkerhedssvigt'. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

De fire vinger på den karakteristiske røde mølle samt de tre bogstaver 'MOU' i skiltet ligger nu på jorden foran indgangen, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Begge er blevet dækket af en stor presenning på fortovet.

Brandvæsnet og de lokale myndigheder mener ikke, at bygningen er i fare for at styrte sammen.

Og det er ret essentielt, mener Stéphanie Surrugue.

»Det er også en turistmagnet, som gør, at de færreste parisere orker at gå på Moulin Rouge, hvor der ofte holde busser med især asiatiske turister ude foran.«

»Heldigvis er det jo 'kun« vingerne, der faldt af i nat, hvilket i sig selv er et stort sikkerhedssvigt, men ingen kom til skade, så vidt jeg kan se, så mon ikke Le Moulin Rouge danser videre snart? Det håber jeg. Ikke mindst fordi Paris lige om lidt tager imod hele verden som OL-værtsby.«

Moulin Rouge blev opført i 1889 og har for nyligt været under en større renovering.