For nogle år siden blev Christian Kjær ramt af den alvorlige sygdom Parkinsons.

Nu har TV 2 fået lov til at følge den kendte erhvervsmand i et nyt dokumentarprogram, hvor han deler tanker om sine sidste leveår, og hvordan han blandt andet ønsker at få klarhed over sin formue.

TV 2 skriver i en pressemeddelelse, at dokumentarudsendelsen 'Christian Kjærs sidste vilje' får premiere den 27. marts.

Han er fyldt 80 år og på grund af hans sygdom, er livet ikke længere det samme.

(ARKIV) Advokat Christian Kjær til Nytårskur på Christiansborg Slot, onsdag den 4. januar 2017. 
(ARKIV) Advokat Christian Kjær til Nytårskur på Christiansborg Slot, onsdag den 4. januar 2017.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Han ved, at han ikke har mange år tilbage at leve i,' lyder det i pressemeddelelsen.

Det er journalist og instruktør Ulrik E.E. Gutt-Nielsen, der har fulgt Christian Kjær og hans hustru Susan Astani-Kjær i halvandet år.

I dokumentaren ser man dem blandt andet ved en renovering af et slot, på fisketur ved Skærbæk plantage, på en tur til Caribien og til en stor rund fødselsdagsfejring.

»Christian Kjær er et fascinerende menneske med en stærk historie. Programmet vil berøre mange facetter af Christian Kjær og Susan Astani-Kjærs liv og kommer blandt andet ind på deres ønsker omkring formuen og testamentet, samtidig med at vi får et indblik i, hvad Christian Kjær selv tænker om sin sygdom og sin sidste tid,« udtaler TV 2-redaktør Liv Michelsen og tilføjer:

»Det er interessant at se og opleve, hvad der sker med os, når vi kigger tilbage på og reflekterer over vores egne liv på den måde.«