Sjældent har en karriere strøget så hurtigt til tops, som Tobias Rahims musikkarriere. 

Men turen har ikke kun budt på opture – den har også budt på angstanfald, som har tvunget Tobias Rahim til at aflyse optrædener og trække stikket for en stund. 

Nu fortæller han om den turbulente oplevelse i et interview i 'Formiddag på 4'eren' og bryder hermed et års tavshed siden sit sidste interview. 

Stjernen sammenligner sin ængstelige periode med at krydse et bjerg, hvor der på den ene side er »storm og slud«, og på den anden side »sol og venlige mennesker«. 

»Det føles som om jeg har krydset et bjerg og nået om på den anden side. Efter at have været i psykisk uvejr, er jeg taknemmelig for at være der, hvor jeg er nu,« siger den 34-årige sanger. 

Han understreger også, at han har det »fucking godt« nu. 

I radioprogrammet kommer Tobias Rahim også ind på, at hans nye single 'Bellevue' netop handler om nogle af de problemer, han har været igennem. 

I sangen, som har toppet hitlisterne i syv uger, synger han blandt andet 'Føler mig heldig, jeg kom igennem / Den mentale mørke / Har savnet solen alt for længe'. 

I 2022 vakte det opsigt, da sangeren aflyste sin optræden til P3 Guld-prisen grundet et angstanfald – mens han selvsamme aften løb med hovedprisen 'P3 Prisen'. 

'Som nogen sikkert ved, har jeg lige måttet trække stikket i noget tid, da jeg blev ramt af noget heftig angst. Og emotionelt kaos. Selvom jeg ikke kunne være der, er det en stor ting at vinde P3 Guld,' skrev han dengang på Instagram. 

Til sommer skal Tobias Rahim på turné med Grøn Koncert, der spiller otte koncerter rundt omkring i landet.