Hvorfor tager man vores velfungerende barnebarn væk fra os, spørger den biologiske familie til den 8-årige pige, som nu er tvangsbortadopteret til sin plejefamilie.

Granatchok. Knuste hjerter. Tomhed. Det er de følelser, der har ramt familien til handicappede Michelle, efter Østre Landsret fredag i sidste uge stadfæstede den tvangsbortadoption af Michelles 8-årige datter til plejefamilien, som Rødovre Kommune satte i gang i marts 2011.

»Det er så uvirkeligt, så uforklarligt, at jeg nærmest ikke kan sætte ord på det. Der er tusind hvorfor-spørgsmål, der farer rundt i hovedet på os lige nu,« siger Janne Madsen, der er mor til Michelle og dermed mormor til den 8-årige pige.

Læs også:

Michelle har med sin families støtte og advokaters og bisidderes hjælp kæmpet imod tvangsbortadoptionen af sin datter, der med Michelles samtykke har været anbragt hos plejeforældrene, siden hun var fem dage gammel.

Michelle, hendes mor og resten af familien har været i gennem Ankestyrelsen, Statsforvaltningen, byretten og nu Østre Landsret for at få stoppet tvangsbortadoptionen, men hver gang har "systemet" - som Janne Madsen omtaler det - ment, at Rødovre Kommune gjorde ret i at tvangsfjerne Michelles datter, der ellers har haft jævnlig kontakt med Michelle og hendes familie op gennem opvæksten.

Janne Madsen er mormor til den pige er blevet tvangsbortadopteret, selvom hun jævnligt har haft samvær med sin biologiske familie.
Janne Madsen er mormor til den pige er blevet tvangsbortadopteret, selvom hun jævnligt har haft samvær med sin biologiske familie. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I flere år havde Michelle samvær med sin datter hver uge, men senere ændrede Rødovre Kommune besøgene til månedligt samvær.

»Selvom det har været flere år undervejs, så kan man ikke forberede sig på sådan en dom. Vi har som familie prøvet at skåne min datter for alt det negative, men det rammer så hårdt. Hun har det super, super dårligt lige nu. Hun er helt knust og forstår ikke noget af, hvad der er sket,« siger Janne Madsen.

Aldrig lagt skjul på forældreevne

Michelle fik som barn en hjerneskade som følge af behandling mod leukæmi, og derfor har familien aldrig lagt skjul på, at hun ikke var egnet som mor på fuld tid. Men Michelle har stadig meget at give sin datter, mener både Michelle, hendes familie og advokater.

»Vi hører på ingen tidspunkter nogen begrundelse for tvangsadoptionen, andet end vores datter ikke magter forældrerollen. Men det har vi aldrig lagt skjult på. Vi har for længst erkendt, at Michelle aldrig ville kunne blive mor for sin datter på samme måde, som normale mødre er, men hun vil sagtens kunne give noget til sin datter gennem det samvær, der nu var. Men det har man taget væk fra os nu,« siger en grådkvalt Janne Madsen.

»Min datter spørger os jævnligt: »Hvorfor river de mit barn væk fra mig, mit hjerte gør så ondt.« Det er så ulykkeligt at være vidne til, for det gør også ondt i vores hjerter at være vidne til min datters sorg. Samtidig har vi kæmpet med visheden om, at vores barnebarn, niece og kusine sandsynligvis er tabt for os,« siger hun.

Janne Madsen fortæller, at familien vil gå videre til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med sagen, samt søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen for Højesteret.

»Det er en meget principiel sag, fordi man fjerner et barn fra sin handicappede mor uden nogen egentlig begrundelse. I dommen fra Østre Landsret står der bare »særlige omstændigheder«. Men hvad er det? Gælder det også hvis mor eller far har psykiske problemer i en kort periode? Min datters advokat og bisidder har sagt, at det selv med juridiske briller er en meget tynd formulering, og det kan få betydning for så mange andre forældre i Danmark. Derfor føler vi, at vi er nødt til at prøve alle instanser af, før vi giver op,« forklarer Janne Madsen.

Læs også:

Hun og resten af familien trøster sig med, at Michelles 8-årige datter er så gammel, at hun formentlig vil kunne huske både sin mor og resten af den biologiske familie.

»Vores håb er, at hun kan huske sin mor og sin biologiske familie, så hun en dag selv vil få lyst til at opsøge os. Det er det eneste lyspunkt vi har lige nu,« siger Janne Madsen.