Frederikssunds Kommune har sendt 12 unge misbrugere i misbrugsbehandling til Caribien. Turene har kostet knap otte millioner, men på turene bliver der både drukket og røget hash.

7.996.289 kroner. Det er, hvad Frederikssund Kommune har valgt at betale for at sende 12 misbrugere til Caribien i op til to år ad gangen de sidste fem år. Det viser metroxpress’ aktindsigt.

De unge har været af sted på såkaldte skibsprojekter, hvor unge bor på en båd i Caribien.

»Vi gør det, for at de kan komme væk fra misbrugsmiljøet. De er måske også havnet i kriminalitet såsom salg af narko og tyverier. Nogle har været af sted i to år, mens det normale er et år,« forklarer kommunens familiechef, Flemming Olsen, til metroxpress.

Om bord er også en lærer, så de kan blive rustet til at tage 9. klasses eksamen. Familiechefen forsikrer, at der ikke er tale om ferie.

»Det kan lyde eksotisk, men det er ikke en ferie, de er på, det er benhamrende hårdt at være derude midt i Atlanten. Det er en misbrugsbehandling,« siger han til metroxpress og forklarer, at alkohol og stoffer derfor ikke er tilladt.

Men ifølge flere unge, som metroxpress har talt med, bliver der både røget hash og drukket alkohol på turene.

»Det kommer bag på mig. For det er jo ikke at bruge pengene ordentligt. Det vil jeg selvfølgelig undersøge,« siger Flemming Olsen.

10 af de unge fra Frederikssund Kommune har været af sted med firmaet Den Maritime Base. Her bekræfter leder Henrik Oxlund, at der drikkes og er problemer med hash.

»Vi har ikke noget alkohol-forbud, for de skal jo lære at drikke ansvarligt. Og ja, der har været problemer med joints, og tager vi dem i det, kan de enten få en advarsel, blive smidt hjem, hvilket er sket tidligere, eller vi kan flytte skibet til anden havn. Man skal huske, det er nogle meget svære unge,« siger han til metroxpress.

»Hvis det er rigtig, at de har så let adgang til joints og hash, så er det jo en skandale, at skatteborgerne betaler i dyre domme, og det er totalt uansvarligt af den respektive kommune. Så snart valget er overstået, vil vi tage sagen op med den kommende minister på området. Der skal skrides ind over for den her praksis,« siger retsordfører for DF, Peter Peter Skaarup, til metroxpress.

BNB