Rigmanden Lars Seier Christensen har tabt ti kilo, og således har han vundet sit eget væddemål. Konsekvensen er, at Enhedslisten misser 250.000 kroner i Seier-donation.

Torsdag 1. marts kunne Enhedslisten stå op til en skuffende melding.

Milliardæren Lars Seier Christensen meddelte på Facebook, at han havde tabt sig ti kilo.

Hvordan hænger de to ting sammen, spørger du måske?

Enkelt: Den kendte milliardær bebudede i oktober, at han ville tabe sig mindst ti kilo på fem måneder. Fejlede han, ville han donere en kvart mio. kr. til dét politiske parti på Christiansborg, han nok er mest uenig med - nemlig Enhedslisten.

»Den ydmygelse vil jeg simpelthen ikke opleve,« lød det dengang fra Seier.

Motivationsstokken har vist sig effektiv, for ifølge Seier er det ønskede vægttab opnået – Berlingske vil her gerne understrege, at vi ikke har fulgt Seier på vægten, men blot tager den liberale rigmand på ordet.

»Jeg har en vægt, der kører lidt op og ned. Nok mest op. Derfor er jeg nødt til at gøre noget for at komme lidt ned igen. Jeg har bemærket, at den bedste motivation for mig er et væddemål « siger Lars Seier Christensen i dag.

»Jeg ville ikke tænkte over det hen over jul og nytår, så jeg måtte bide tænderne sammen i februar måned for at komme i mål. Det gjorde jeg heldigvis. Nu håber jeg, at vægten kan blive lidt mere stabil, så jeg ikke er nødt til at sulte mig selv igen.«

Ifølge Seier sagde vægten i oktober 120 kilo, og i dag er han under 110 kilo.

»Det er stadig lidt rigeligt, men jeg er en stor mand og to meter høj, så lidt skal jeg veje. Men jeg vil gerne lidt længere ned,« siger han uden dog at opstille et nyt faretruende væddemål.

Da Lars Seier Christensen sidste år udskrev væddemålet, gned Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, sig forventningsfuldt i hænderne og overvejede at sende »en lind strøm af økologiske lækkerier mod Schweiz«, hvor Lars Seier bor.

Den røde finansordfører har dog afholdt sig fra at forvandle den liberale rigmands Shweiziske slot til et kagehus og siger i dag:

»Vi er et generøst parti i Enhedslisten, og vi er sådan set glade for, at truslen om mere socialisme og solidaritet har været en motiverende faktor for, at Lars Seier har smidt de overskydende kilo.«

De 250.000 kroner er ikke forblevet i Seiers lomme. Pengene er i stedet doneret til hans eget velgørenhedsprojekt Junkfood.dk, som vil sikre bedre mad til udsatte på Vesterbro.

»Det er uanset hvad de bedste 250.000 kroner, han længe har brugt,« siger Pelle Dragsted og tilføjer, at han opfordrede Enhedslistens medlemmer til at sende kage til Seier, men ingen har, så vidt han ved, fulgt opfordringen.

»I den seneste tid har det ikke været let at være liberal,« siger han og henviser blandt andet til de tumultariske skatteforhandlinger før jul.

»Derfor kan jeg godt forstå, hvis Seier har fået et ekstra skub til at miste appettiten på det seneste,« driller Dragsted.