Dokumentarfilmen Adoptionens pris afslørede nogle forhold i familien som Holbæk Kommune ikke var bekendt med. Det fortæller børne- og ungechef i Holbæk Kommune Helle Mariager efter at have set dokumentaren på TV 2 mandag aften.

- Når vi ser sådan noget, så får vi jo en ny viden, vi skal forholde os til. Man skal vide med sådan en dokumentar, at den giver et klip af virkeligheden, men det er klart, at den giver os noget viden som vi ikke har haft kendskab til før. Det er jo en udsendelse som berører alle dybt. Det er en utrolig ulykkelig situation som pigen er havnet i, siger hun.

Filmen viser, hvordan det danske par Gert og Henriette kæmper for at få deres etiopiske adoptivdatter Mosha til at falde til i hjemmet i Holbæk. De søger hjælp hos Holbæk Kommune, men må til sidst give fortabt, og beslutter, at sende den nu otte-årige Masho på børnehjem.

Læs også:

Helle Mariager vil ikke kommentere, hvordan kommunen har handlet i den konkrete sag, men hun kan godt forstå, at det for nogen ser ud til at kommunen ikke har gjort nok.

- Det er nok de færreste kommuner, der kan sige, at de har handlet fuldstændig som de skulle. Og børnesager kan spænde fra mange til problemer til dybe problemer, og når vi også har en adoptionsproblematik kan det jo forstærke nogle andre ting væsentligt. Vi prøver, at få kendskab til en sag og så arbejder vi os stille og roligt ind i det. Og det kan for nogle udenforstående virke som om, at det tager rigtig lang tid, men når det ikke er nogen overhængende fare, så undersøger man tingene, siger hun. 

Familien skal hjælpes videre

Efter filmen er forældreparret Gert og Henriette blevet genstand for massiv kritik på både Facebook og fra læserne på BT.dk, og de fortæller i dagens BT, hvor hårdt det har været at stå frem med deres historie.

Læs også:

Helle Mariager kan ikke sige, hvordan kommunen konkret hjælper familien fremover, men siger, at de er opmærksomme på at hjælpe parret og drengen Roba, der stadig bor hos parret, fremover.

- Det er klart, at vi er opmærksomme på, hvordan vi kan støtte familien. Selvfølgelig er der en kontakt til dem. Det skal der være, siger hun.

Nu vil kommunen kigge på, hvad der kan gøres anderledes i fremtiden, så historien om Masho ikke gentager sig.

- Sådan en sag giver altid anledning til, at vi kigger på om der fremadrettet er nogle ting vi skal være særligt opmærksomme på. Hvis vi vurderer, at der er nogle ting, vi kunne gøre anderledes i denne sag, så skal vi jo ikke gøre det i nogle nye sager. Så der vil være en refleksion i forhold til denne her sag, men også i forhold til fremtidige sager. Og omkring adoptionsfagligheden kan vi tænke ind om det er noget vi skal blive dygtigere til.