Herit Helgadóttir, 32 år.
Socialrådgiver, bor på Amager med sin kæreste og deres lille søn. Hun barberede de sidste hår af for syv år siden.
Folk siger, at hvis det her skulle ske for nogen, ’så er det godt, at det skete for dig, for du er så smuk’. Hvad er det for noget pladder? Alle ligner da lort uden hår.
Jeg tænkte dog, at hvis jeg nu skulle være syg, så var det her vel ikke det værste. Jeg har tudet, og det har været skrækkeligt. Men jeg har også hele tiden været rimelig afklaret. Man skal hvile i sig selv og have det godt, hvis det her ikke skal fylde for meget.
Jeg har valgt at være meget åben om det, så jeg ikke skal gå og være bange for, at parykken glider. Engang, før jeg fik limet håret fast, tabte jeg min paryk, mens jeg cyklede. Den landede i nabocyklistens cykelkurv. Han blev ret overrasket.
Jeg går sjældent uden paryk, for det er trættende, at folk altid spørger, om jeg er syg. Jeg har det fint med, at jeg ikke har hår, men jeg gider ikke at snakke om det hele tiden.
Jeg føler mig også mere feminin med hår. Jeg har vipper for tiden. De kommer og går. Når de er der, får de fuld skrue med mascara. Inden jeg fik tatoveret bryn, føltes det som om, jeg tog mit ansigt af om aftenen. Al mimik forsvandt.
Min kæreste er fløjtende ligeglad med, at jeg ikke har hår. Men det var noget andet, da jeg var single. Jeg hørte aldrig fra mine dates igen, når jeg havde fortalt det. Det var ikke særlig sjovt. Men de var jo heller ikke værd at samle på, hvis de droppede mig på grund af det.
Julie Lykke Nielsen, 13 år.
Bor i Brøndby Strand og går i 6. klasse. Julie var tre år, da hun tabte alt sit hår i løbet af en weekend.
Jeg var en lille blondine dengang. Jeg kan ikke huske særlig meget af det. Min mor har fortalt, at jeg blev ked af det. Men nu er jeg okay med, hvordan jeg ser ud.
Der er mange fordele ved ikke at have hår. Jeg behøver f.eks. ikke at bruge tid på at vaske det, bruge penge på shampoo og hårspænder, jeg kan have langt brunt hår den ene dag og kort lyst den næste. Men det er rarest og sjovest ikke at have paryk på. En paryk er ligesom at have en hue på. Den er super varm, når man leger eller har gymnastik.
Mine klassekammerater har vænnet sig til, at jeg ikke har hår. Men det var svært, da jeg begyndte i skolen. Der var meget drilleri. Jeg blev kaldt ’skaldepande’ og ’æg’ af nogle fra andre klasser. Men min klasse bakkede mig op.
Mange, jeg kender med alopecia, tør ikke at gå uden paryk. En af mine venners klasse ved slet ikke, at hun har paryk. Jeg kan godt lide, at min klasse ved det. Men det kommer jo an på, hvordan man har det med, at man ikke har hår. Jeg elsker det. Hvis jeg kunne vælge mellem at have hår og ikke at have hår, så ville jeg vælge ikke at have hår.
Nabila Jamal Kehlet, 38 år.
Gift og mor til to. Bor i Hørsholm. Indehaver af ‘La Vida Nabila’, der hjælper folk med hårtab. Tabte selv alt hår for 10 år siden.
Jeg var intensivsygeplejerske, så jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at tude over hår, når jeg hver dag stod overfor folk, der skulle dø.
Jeg ønskede faktisk, at jeg havde kræft, så jeg kunne få hjælp, og folk ville forstå, hvorfor jeg så mærkelig ud.
Det værste i hårtabsprocessen er, at man prøver at skjule det. Man ligner jo en idiot, når man laver hentehår. Til sidst sagde en kollega, at nu var jeg nødt til at holde fri og gøre noget ved det. Jeg kunne ikke gå rundt og se sådan ud. Det var hårdt at få at vide, at jeg havde gået rundt og lignet en fugleunge. Jeg er halvt araber, så jeg havde jo en kæmpe hårpragt, inden det faldt af.
Jeg kan huske, at jeg stod på badeværelset en dag, og så sagde min søn ’gud mor, nu er alt dit hår faldet af’. Da lukkede jeg døren og græd.
De, der er tæt på én, siger, at man er smuk, og ’det er lige meget’. Men jeg troede ikke på det. Mit store hår var mit varemærke. Jeg synes ikke, det er smukt at være skaldet.
Det kræver mere dullegrej, smykker og makeup at markere sine træk, når man ikke har vipper eller bryn. Jeg går aldrig ud ad døren uden at have mit ansigt og min paryk på. Jeg synes, det ser gyseligt ud. Man skal have hår på hovedet.
98 pct. af mine kunder – deres nærmeste ved ikke engang, at de mangler håret. Du kan jo ikke se, at vi lever med paryk. Jeg plejer at sige det selv. Så skal jeg ikke frygte, at folk kan se det. Den frygt sidder dybt i os.
Anny Frank Rasmussen, 79 år.
Pensionist og bor på Østerbro i København. Anny mistede håret for næsten 50 år siden.
Jeg var engang til en stor sommerfest. Midt på dansegulvet kom min dansepartner til at hive min paryk af. Jeg vrælede og gjorde ved, og den stakkels mand fik et chok. Han anede ikke, at jeg gik med paryk. Det var stygt. Så jeg blev meget forsigtig med at være tæt på folk.
Jeg kan stadig ikke forenes med det. Jeg ser forfærdelig ud uden hår. Hverken min familie eller mine venner har set mig uden paryk. Jeg kigger heller aldrig i spejlet uden hår. Aldrig nogensinde.
Som pige er det nok noget af det værste at blive udsat for. Al kvindelighed er væk, når man ikke har hår.
Min mand blev hos mig, da jeg tabte håret. Det var jeg spændt på, for han var ret omsværmet. Men da han ikke var der mere, turde jeg ikke indlede noget nyt forhold af frygt for, at en mand ville sige ’farvel og tak, lille søster’, når han fandt ud af, at jeg ikke har hår. Det forhindrede mig i at have et normalt liv på den front.
Jeg føler, at jeg er anderledes på en forkert måde. Jeg må erkende, at det har påvirket mit liv meget negativt.
Gabriela Corvalán, 18 år.
Gymnasieelev og bor i Ballerup. Gabriela mistede alt sit hår som barn.
Det var hårdt for en seks-årig pige. Jeg havde jo en prinsesseforestilling om, hvordan man skal se ud, og så tabte jeg alt mit kraftige, mørke hår. Jeg ville gerne ligne alle andre, men nu har jeg accepteret, at det gør jeg bare ikke.
Jeg tænker ikke over det til hverdag. Og jeg går ikke med paryk. Det er jo sådan, jeg ser ud. Jeg synes ikke, jeg skal dække mig til og prøve at ligne noget andet.
Paryk er for mig noget, man tager på for sjov til fastelavn. Jeg kan dog sagtens genkende behovet for at kunne falde i ét med mængden og blive mere anonym. Jeg har vænnet mig til, at folk kigger, og børn peger. Det må jeg tage med, når jeg har valgt at vise, hvordan jeg ser ud.
Hele oplevelsen af at miste mit hår, har lært mig, at jeg er god nok, selvom jeg ikke ser ud som alle andre, og jeg har fundet min egen måde at være feminin på. Jeg mener i lige så høj grad, at femininiteten ligger i de fine træk og selve kvindekroppen som i det klassiske lange hår.
Det er langtfra sådan, at alle fyre løber skrigende væk, men min skaldethed er nogle gange en barriere.
Selvfølgelig er der ikke mange, der tænker, at deres fremtidige kæreste skal være skaldet. Men så har jeg forhåbentlig noget andet at byde på.
Daniel Larsen, 21 år.
Pædagogmedhjælper og bor i Glostrup. Daniel barberede de sidste totter af, inden han tog til gallafest på gymnasiet som 18-årig. I dag har han tatoverede bryn og paryk.
Min frisør opdagede en bar plet i nakken på mig. Håret faldt af, når jeg gik i bad. Og der lå hår over hele puden, når jeg vågnede.
Jeg har altid haft halvlangt hår, men pludselig havde jeg hverken hår, bryn eller øjenvipper. Så ser man virkelig syg ud.
Jeg har været rigtig ked af det og har gået til psykolog. Jeg gemte mig nok lidt bag mit hår før. Det var rart. Og jeg syntes selv, det så godt ud. Man har altid et indre billede af, hvordan man selv ser ud, så når man ikke ser sådan ud længere, er det meget underligt.
Det går hårdt ud over ens selvtillid. Pludselig ligner man et spøgelse. Man har ikke rigtig noget ansigt. Man er bare blank. Jeg føler, jeg er blevet en helt anden person udenpå. Det er svært at bearbejde.
