Ringe arbejdsforhold, underbetaling og en fyring på SMS. Det var de vilkår en tidligere prostitueret måtte igennem, da hun blev hjulpet ud af prostitutions-miljøet og i stedet fik arbejde på Michelin-restauranten Relæ på Nørrebro i København.

Det er Fagbladet 3F, der i dag afslører, hvilke forhold den lettiske kvinde var ansat under i de tre måneder, hun arbejdede på Relæ.

For sit slid og slæb fik hun blot 100 kroner i timen, imens hun arbejdede på forskellige tidspunkter i døgnet. Intet ekstra for overarbejde eller skæve arbejdstider. Igennem de tre måneder oplevede den lettiske kvinde et dårligt psykisk arbejdsmiljø, oplyser Fagbladet 3F.

- Ejerne talte aldrig til os. Men få dage før jeg blev sagt op, fik jeg en ordentlig skideballe, fordi jeg ikke havde lagt knivene rigtigt. Han skreg: Det er mig, der betaler din løn, så det er mig, der bestemmer, mens alle de andre hørte på, fortæller kvinden til Fagbladet 3F. 

Se billederne: Her er Danmarks Michelin restauranter

Et par dage før hendes tre måneders prøvetid ophørte, tikkede der en sms-besked ind på kvindens telefon med beskeden om, at hun var blevet fyret.

Michelin-restauranten Relæ begrunder fyringen med kvindens attitude og dårlig ’performance’, og ifølge restauranten har hun fået adskillige advarsler.

- Kvinden passede ikke sit job ordentligt. Men jeg indrømmer, at en opsigelse på sms ikke er det smarteste, siger Julie Ryom, personaleansvarlig hos Relæ.

Den lettiske kvinde er en af de tidligere prostituerede, som er kommet under vingerne af Exit-kollegiet, der driver et integrationsprojekt, hvor formålet er, at få udenlandske kvinder væk fra prostitution og deltage i det danske samfund og arbejdsliv, så de kan blive integreret.

Projektleder fra Exit-kollegiet, Ea Alsbøl, er bekymret over, at forholdene er så ringe for de tidligere prostituerede på det danske arbejdsmarked.

- Det er et kæmpe dilemma. Det her er underklassen. De har ingen rettigheder overhovedet, siger Ea Elsbøl, og opfordrer kvinderne til at sige nej til dårlige jobs og især, når der foregår ulovligheder.