Luk moskeen, tving dem til at betale alle offentlige midler tilbage og undersøg muligheden for at udvise den danske imam, Abu Bilal Ismail.

Sådan lyder den række af sanktioner, Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), mener bør blive iværksat, efter at det tirsdag kom frem, at Abu Bilal Ismail, der er tilknyttet Grimhøjmoskeen i det vestlige Aarhus, i en fredagsbøn har opfordret til drab på jøder.

Nu må det være slut med blød snak, mener udlændingeordføreren.

»Vi kan ikke bare blive ved med at tale om tingene, den her moske har tidligere været med til at sende unge mænd med muslimsk baggrund til Syrien for at kæmpe hellig krig. Nu går det ikke længere for Grimhøjsmoskeen, der har været involveret i en række uheldige ting,« siger Martin Henriksen.

Han mener, moskeen har svigtet sit ansvar.

»Jeg mener, det er passende på nuværende tidspunkt at sige, at den ikke længere skal have lov til at eksistere, og at de penge, foreningen bag moskeen har fået af staten, bør betales tilbage. Moskeen har tydeligvis svigtet sit sociale ansvar i forhold til integration,« mener Martin Henriksen.

Det var fra prædikestolen i Al Nusra-moskeen i Berlin, at Grimhøj-imamen Abu Bilal Ismail fremsatte et voldsomt angreb på jøderne.

»Tæl dem og dræb dem hver og en. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt,« sagde Abu Bilal Ismail forrige fredag.

Det er »rystende« og »vanvittigt« at sige den slags, mener Martin Henriksen, der afviser, at det spiller en rolle, at det er en muslim, der opfordret til de voldsomme handlinger.

»Hvis der stod en folkekirkepræst en søndag i kirken og prædikede for, at jøder skulle slås ihjel, så skulle DF nok komme på banen,« siger han.

Martin Henriksen har valgt at indkalde justitsminister Karen Hækkerup (S) og integrationsminister Manu Sareen (R) i et samråd, blandt andet for at finde ud af mere om den pågældende imams baggrund for at være i landet.

Det er langt fra første gang, at Grimhøjsmoskeen er i vælten. Så sent som i april kaldte moskeens bestyrelsesformand en dansk selvmordsbomber i Irak for en helt.

BNB

SE VIDEO: Dansk imam opfordrer til drab på jøder