Så fik vi svar på en lang række spørgsmål, som har blafret i vinden det seneste år.

Første svar er, at Coop er reddet og ikke går konkurs.

Det scenarie blev der faktisk spekuleret seriøst i i månederne op til det landsmøde, der sluttede lørdag, og som weekenden skred frem blev det mere og mere tydeligt, at det reelt er det, der har været på spil:

Coops overlevelse. 

Coops regnskab blotlagde som ventet et massivt driftunderskud på størrelse med katastrofen i 2022, og inklusive afskrivninger endte det helt nede i -2,3 milliarder kroner. 

Svimlende tal, og en række topfolk i Coop udtalte sig både fredag og lørdag i vendinger, så det ikke var til at misforstå, at kapitaltilførslen fra Coop Amba og OK, som nu bestemmer i Coop, var en redning. 

Så langt så godt. 

Nummer to: Pernille Skipper bliver formand for Coop Amba og skal i høj grad være en offentlig profil, der skal gøre Coop meget mere synlig for forbrugerne. Ikke en formand, der skal drive supermarkeder. 

Nummer tre: Projektet med en sammenlægning af SuperBrugsen og Kvickly til en kæde med navnet Coop er stendødt. Irma-kæden er stendød. 

Nummer fire: Kvickly, SuperBrugsen og 365 Discount leverede ikke som håbet i 2023. Frit oversat: De havde underskud. 

Det er meget, meget problematisk for Coop, for det er især de tre kæder, fremtiden skal baseres på.

365 Discount er gyseren. 

I 2022 var driftunderskuddet på 817 millioner kroner. Helt vildt. I 2023 var driftunderskuddet så 765 millioner kroner. Det i et år, hvor omsætningen steg med en milliard kroner.

Medtager du afskrivninger, ender 365 Discount i -1,6 milliarder kroner. 

Igen: Det er helt vilde tal.

Tal, som Coop ikke kan eller vil acceptere at bære rundt meget længere. Det er for voldsomt. 

Derfor bliver de kommende 12-24 måneder en massiv gyser for 365 Discount.

Godt nok taler Coop om en femårig plan. Men der er grænser. 

Bundlinjen skal simpelthen forbedres. Den korteste vej til dét er at skære noget fra. 

Alle pile peger i retning af, at vi kommer til at se en bølge af lukninger i 365 Discount.

De butikker, der kører med allerstørst underskud, ryger.

Men der skal mere til. Flere kunder skal handle i 365 Discount oftere. 

Kæden har succes med at tiltrække kunder med skarpe tilbudskampagner, men har sværere ved at skabe loyalitet - at få kunderne til at komme igen og igen.

Det skal også lykkes.

Det er tydeligt, at Coop vil gå meget langt for at have et discountben. 

Uden et discountben - altså hvis 365 Discount ender med at blive solgt fra eller lukket - går Coop fra at være en gigant i Danmark til at skrumpe meget markant i størrelse og miste adgang til den halvdel af dagligvaremarkedet, som er discount. 

Coop er nødt til at være på discountmarkedet. 

Men der er grænser for alt.

Og derfor går vi ind i et år, som bliver en stor gyser for 365 Discount og Coop som helhed.