Det er ikke nogen hemmelighed, at Coops discountkæde, 365 Discount, kæmper en hård kamp for at få flere kunder ind i deres butikker.

Alene det faktum, at stort set alle 365 Discount-butikker har åbent i påskens helligdage, er et vidnesbyrd om, at de omsætter for under 43 millioner kroner om året.

Og derfor kan den kommende påskeperiode blive relativt afgørende for kæden. 

»Det er da super vigtigt. De har et udstillingsvindue her, en ret unik mulighed, hvor de kommer til at have mange kunder for sig selv lige pludselig. Det er de selvfølgelig nødt til at forsøge at udnytte,« siger Mogens Bjerre, lektor på CBS.

Han mener dog også, at det kan give bagslag, hvis ikke Coop har forberedt sig ordentligt. 

»Kunderne skal have en god oplevelse. Kommer de ind og oplever, at der ikke er styr på tingene, så bliver det jo ikke noget, der ansporer dem til at komme igen. Så 365 Discount skal gerne levere i de her dage,« siger Mogens Bjerre. 

Hos 365 opfatter man også den kommende periode som en mulighed.

»Vi har brugt ret mange kræfter på at være klar. I nogle områder stiger antallet af kunder med 100 procent i de her dage, fordi mange af konkurrenterne har lukket. Så vi skal være klar,« siger Michael Tilsted, kædedirektør for 365 Discount, til B.T.:

»Det er en unik mulighed for os. Vi skal have flere kunder ind i butikkerne, og her har vi en rigtig god mulighed for at vise kunderne, hvorfor de skal komme igen efter påske også.«

Hvordan sikrer I det?

»Vi har nogle stærke tilbud i perioden, og vi har gjort rigtig meget for at sikre, at der er så mange varer på hylderne, at kunderne ikke går forgæves,« siger Michael Tilsted:

»Man kan selvfølgelig aldrig gardere sig mod, at der kan være udsolgt, men det er vigtigt, at kunderne får en god oplevelse.«

Hvordan går det helt generelt med at få 365 Discount til at vokse?

»Jeg er egentlig tilfreds med den udvikling, vi har set siden årsskiftet. Vi klarer os fint i forhold til konkurrenterne, så jeg er optimistisk,« siger Michael Tilsted:

»Nu skal vi udnytte den her mulighed i påsken til at få skabt mere vækst for kæden.«

Få en række tip til at spare store summer på påskeprojekterne i podcasten 'Spar Kassen'.