Jonas Vingegaards lange hospitalophold i Spanien er slut.

Det melder hans hold Visma-Lease a Bike på X.

'Hej allesammen, nu er det tid til, at jeg forlader hospitalet,' siger danskeren i opslaget.

Jonas Vingegaard styrtede voldsomt i Baskerlandet Rundt torsdag 4. april og har siden da været indlagt på Txagorritxu-hospitalet i Vitoria-Gasteiz i det nordlige Spanien.

Ved styrtet brækkede Jonas Vingegaard kravebenet og adskillige ribben. Han punkterede også en lunge. Du kan se det forklaret øverst i artiklen.

'Jeg vil gerne takke hele den medicinske stab for at tage sig så godt af mig. Og jeg vil også takke alle for den moralske støtte,' lyder det fra danskeren.

'Jeg har modtaget mange beskeder, gaver og tegninger. Det varmer hjertet! Nu er det tid til at komme sig helt.'

På opslaget ses danskeren med armen i slyngen og med et smil på læben, mens han stikker tommelfingeren i vejret.

Selvom styrtet har sat sine tydelige spor på den danske Tour-stjerne, så billederne af den smilende rytter i skarp kontrast med de seneste, vi så af ham - liggende på jorden efter mareridtsstyrtet, inden han blev fragtet til hospitalet i en ambulance og iført nakkekrave.

Team Visma Lease a Bike har bekræftet til B.T., at Vingegaard forlader Spanien - dog uden at sætte ord på, hvor han nu rejser hen. Familien har baser i danske Glyngøre, men også i både Frankrig og Schweiz.

Nu bliver bliver det næste skridt, hvornår Jonas Vingegaard har kommet sig så meget, at han kan sætte sig i sadlen igen for at træne op til sæsonens helt store mål.

Det bliver også en kamp mod uret for at se, om Vingegaard kan nå at blive klar til Tour de France, som starter lørdag 29. juni i italienske Firenze.