Peter Sagan kan endelig smile lidt igen.

Slovakken fik sig noget af et hjertechok først på året – med ikke bare en men hele to operationer – efter en pludseligt opdaget hjertefejl.

Men nu kan cykelikonet glæde sig over, at han gør comeback om ganske få dage. 

Han skal nemlig køre Ungarn Rundt for Pierre Baguette-holdet. Det fremgår af et opslag på det sociale medie X.

 Det er rundt regnet to og en halv måned siden, at Peter Sagan fik sig en enorm forskrækkelse ved mountainbike-løbet i Chelva, tæt ved Valencia.

Her gik cykelrytterens puls helt amok og ramte et niveau på over 200 slag i minuttet, som førte til en undersøgelse af rytterens hjerte.

I første omgang blev han opereret i italienske Ancona, men mindre end en måned senere var den gal igen.

Her mærkede den 34-årige Sagan igen uretmæssig hjertebanken, og derfor kom han under kniven på ny.

Men nu skulle den være god nok for den tredobbelte verdensmester, som altså får løbskilometer i benene fra 8-12. maj. Det er dog ikke de første siden operationerne, da han både har trænet og været til en mountainbikestævne i den brasilianske by Mairipora.

Sagans helt store mål er at vinde en OL-medalje i mountainbike ved sommerens lege i Paris.