Til sine knap 20 million følgere kaldte han Fiskers flagskibsmodel, Ocean, »den værste bil, som jeg nogensinde har anmeldt.«

Nu har den anerkendte YouTube-stjerne og bilanmelder Marques Brownlee lavet en ny anmeldelse af den danske elbil, efter den er blevet opdateret.

Men det er ikke nødvendigvis lig med bedre omtale.

 »Er det fortsat den værste bil, jeg nogensinde har anmeldt? For at være ærlig, når jeg ser tilbage på, hvad jeg har haft mulighed for at anmelde, så ja – det er stadigvæk den værste,« siger Marques Brownlee i videoen.

Bilens opdatering har været et stykke undervejs, og Fisker har længe hævdet at ville rette de fejl, som Marques Brownlee og andre bilanmeldere har bidt mærke i.

Faktisk ønskede Fisker slet ikke, at youtuberen skulle anmelde bilen i februar, skriver Finans.

Det var netop fordi, at en ny opdatering var på trapperne.

Henrik Fisker og hans elbil
Henrik Fisker og hans elbil Foto: David Mcnew/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Næsten alle de problemer, der er blevet identificeret, var begrænset til tidligt byggede køretøjer, og vi arbejder sammen med tidlige brugere for at løse de problemer, de måtte have haft,« skrev en talsperson fra Fisker.

Bilfirmaet Fisker Inc., som danske Henrik Fisker står bag, er i dyb krise.

Et blodrødt regnskab har fået konkursfaren til at lure, hvilket fik FDM til at advare danskere mod at købe bilen.

Men Fisker Inc. kæmper fortsat – blandt andet ved at sænke prisen markant på den udgave af deres Ocean-bil, der hedder Extreme.

Den kan nu købes med en rabat på op til hele 39 procent, hvilket svarer til en besparelse på 165.000 kroner, skriver Bloomberg.

Aktien er desuden styrtdykket efter flere problemer i virksomheden, som er løbet tør for penge.

I endnu et forsøg på at redde virksomheden har Fisker Inc. nu meldt ud, at man vil afskedige 15 procent af de ansatte, ligesom man også jagter en investering fra en 'større bilproducent', som angiveligt skulle være Nissan.

Der er masser af penge at spare på udgifterne til din bil. I ugens udgave af Spar Kassen kan du høre hvordan.